Registreringsbestemmelser

Hesteregistret

Pkt. 1
DTC skal føre register over

- danskfødte varmblodige heste,
- udenlandskfødte varmblodige heste, som importeres,
- udenlandskfødte varmblodige heste, som midlertidigt indføres til Danmark til avls- eller løbsformål,
- udenlandske heste, som uden at indføres til Danmark, har betydning med hensyn til oplysninger om afstamning ved avl eller løb.

Heste, der ikke er berettiget til at starte eller virke i avlen, optages i et særskilt afsnit i Hesteregistret.

Pkt. 2
Hesteregistret skal for hver hest indeholde oplysninger om:

Navn og registreringsnummer,
fødselsår og fødselsdag,
køn, farve og signalement,
evt. frysemærkningsnummer/chipnummer,
evt. tatoveringsnummer,
afstamning,
ejer,
opdrætter eller landet, hvori hesten er opdrættet,
blodtypetest eller DNA-test (se pkt. 15 og 16).

For udenlandske heste, som ikke indføres til Danmark eller indføres midlertidigt, noteres kun oplysninger, som har betydning for registreringen.

Pkt. 3
For hver hest, som optages i Fødsels- eller i Import-registret, udfærdiges en registreringsattest samt for danskfødte heste et hestepas, når afstamningskontrol via DNA-test og chipmærkning har fundet sted.

Pkt. 4
Registreringsattesten skal indeholde samme oplysninger, som findes i hesteregistret.

Pkt. 5
DTC påtager sig intet ansvar for at de oplysninger, som meddeles ved hestens registrering er rigtige.

Anmelderen er ansvarlig for de oplysninger, som gives på anmeldelsesblanketten eller på særlig begæring rekvireres af DTC.

Hestens navn

Pkt. 6
Et hestenavn må højst udgøre, hvad der svarer til 18 bogstaver (inkl. mellemrum, bindestreg, etc.) og skal mindst udgøre to bogstaver. Navnet skal godkendes af DTC, som har ret til at afslå at registrere navne, som f.eks. skønnes upassende eller som kan forveksles med allerede indregistreret navn eller p.g.a. stavemåde.

For hver dansk årgang gælder, at de indregistrerede navne skal begynde med samme bogstav. Bortset fra enkelte undtagelser følger dette system alfabetet. Medmindre en hest er belagt med navneklausul kan navneændring registreres i DTC mod betaling af et nærmere fastsat gebyr (jvf. Sæsonbestemmelserne). Navneskift kan dog ikke foretages på heste, som har været bragt til start i Prøveløb eller i anden start, hvor resultat er registreret i DTCs datasystem.

En opdrætter kan opnå eneret til anvendelse af et stutterinavn i forbindelse med navngivning af hest.

Denne beskyttelse forudsætter DTCs godkendelse og sker mod betaling af et fastsat gebyr, som dækker beskyttelse i 5 kalenderår.

En opdrætter kan kun beskytte ét stutterinavn.

Hestens nationalitet

Pkt. 7
For at regnes som dansk født hest skal følgende punkter

være opfyldt:

1) Hestens moder skal være optaget i Dansk Traver Fødselsregister eller i Dansk Travsports Import-register senest ved fødselsårets udløb. Dør moderen under transporten til Danmark, betragtes føllet til trods herfor som indført med moderen. Moderen må ikke være eksporteret ved tidspunktet for afkommets registrering. Føl indført til Danmark inden fødselsårets udløb kan registreres med importøren som opdrætter, hvis erklæring fra gensidig anerkendt Centralforbund bekræfter at føllet ikke er registreret, og at den oprindelige opdrætter frasiger sig opdrætterrettigheden.

2) Hestens fader skal opfylde betingelserne for at virke i dansk traveravl i henhold til reglement for kåring afhingste.

samt enten 3 a) eller 3 b)

3a) Hest født i Norden eller i et EU-land skal fremstilles i Danmark for en af DTC udpeget person til chipmærkning, identifikation og DNA-test. Der kan gives dispensation til, at chipmærkning, identifikation og DNA-test foretages uden for Danmark af person udpeget af DTC.

3b) Hest født i et land udenfor Norden eller EU skal fremstilles i Danmark for en af DTC udpeget person til chipmærkning, identifikation og DNA-test inden fødselsårets udgang.

En hest, som oprindelig er registreret i et andet land, kan ikke optages i det danske fødselsregister.

(undtagelser se pkt. 1)

Pkt. 8
Alle andre heste regnes som indlændere i de respektive lande i overensstemmelse med de bestemmelser, der er gældende i det land, hvorfra hesten importeres til Danmark.

Registrering af danske heste

Pkt. 9
Ved begyndelsen af en bedækningssæson udsender DTC de nødvendige bedækningsattester i to eksemplarer til de respektive hingsteholdere. For hver bedækket hoppe udfyldes en attest, og hingsteholderen beholder originalen og sender kopien til DTC, når hoppen skønnes færdigbedækket dog senest 1.oktober i bedækningsåret.

Hingsteholderen opbevarer den originale bedæknings-attest, indtil hoppen har folet, og hoppeejeren får mod erlæggelse af eventuelle vilkårspenge (følpenge) attesten udleveret til brug ved anmeldelse af føllet til fødselsregisteret.

Skifter en bedækket hoppe ejer før foling, skal den nye ejer underrettes om, hvor og på hvilke betingelser bedækningsattesten udleveres ved levende født føl.

Foreligger der ikke skriftlig aftale herom, er den ejer, som har ladet hoppen føre til hingst, pligtig at betale eventuelle vilkårspenge (følpenge).

Vedr. gebyrbetaling ved anmeldelse henvises til Sæsonbestemmelserne.

Klausuler

Pkt. 10
Navneklausul

En opdrætter kan ved anmeldelse af et føl til fødsels-registret, mod fastsat gebyr, forlange, at der på regi-streringsattesten anføres, at navneændring ikke må finde sted.

Pkt. 11
Anmeldelsen til fødselsregistret skal være underskrevet af hestens opdrætter og i givet fald af den som ejer hesten på anmeldelsestidspunktet.

Er anmelderen en juridisk person, skal anmeldelsen underskrives af den person, som er tegningsberettiget.

Der må ikke ske forskelsbehandling mellem opdrættere inden for EU.

Blodtypebestemmelse og frysemærkning/chipmærkning/avlsforbud

Pkt. 12
For føl født fra og med 1988 kræves, at hesten er fryse-mærket. For føl født fra og med 2002 kræves, at hesten er chip-mærket.

Pkt. 13
Der kan kun registreres et føl pr. år pr. hoppe (undtagen i tilfælde af tvillingefødsel).

I tilfælde af, at der ønskes anvendt ægtransplantation (embryo transfer), skal der med angivelse af hoppens navn samt hvilken hingst, der ønskes anvendt, gives skriftlig meddelelse til DTC, inden behandlingen begyndes.

Pr. hoppe måder kun overføres æg til én modtagerhoppe på en bedækningssæson.

Donorhoppen er pålagt eksportforbud fra tidspunktet for i foling og frem til udløb af føllets fødselsår.

Både donorhoppe og modtagerhoppe betragtes i tilfælde af ægtransplantation (embryo transfer) som værende i fol (se §14 i Løbsbestemmelser).

Det påhviler opdrætteren af et føl, der er resultat af ægtransplantation (embryo transfer), at oplyse dette ved registrering af føllet, ligesom denne oplysning skal fremgå af registreringspapirerne for føllet.

Heste, der tester positiv for anabole steroider, pålægges avlsforbud i mindst to år fra tidspunktet for den positive prøve. Inden et nedlagt avlsforbud kan ophæves, skal der aflægges en negativ prøve.

Forklarende anvisning:

Ved avlsforbud for en hest forstås, at der ikke kan registreres afkom efter hesten, hvis det eller disse er undfanget efter tidspunktet for den positive prøve, og inden der foreligger en negativ prøve.

Pkt. 14
DNA-test er tillige obligatoriske for alle hingste og hopper, som benyttes i dansk traveravl.

DNA-test er obligatorisk for føl født fra og med 2005.

Pkt. 15
Såfremt det ved blodtypebestemmelsen/DNA-testning fastslås, at den afstamning, som er angivet på fødselsanmeldelsen, er fejlagtig, kan hesten kun registreres, såfremt særlige forhold foreligger.

Betegnelsen »Ukendt fader« kan først godkendes af DTC efter at særlige undersøgelser er sket i de enkelte tilfælde.

Registrering af importerede varmblodige heste.

Pkt. 16
Alle hingste, vallakker og hopper opdrættet i lande med stambog godkendt af UET kan optages i Dansk Travsports Importregister.

Se i øvrigt Sæsonbestemmelsernes afsnit om tvangs-præmiesum.

Pkt. 17
For en udenlandsk hest, der med blivende import for øje indføres til Danmark, betragtes indførelsen som fuldbyrdet, når den pågældende hest er identificeret og optaget i Dansk Travsports Importregister. Endvidere skal hesten være indfortoldet i Danmark, hvilket skal dokumenteres overfor DTC.

Ved transportforsinkelser, der skyldes force majeure, bestemmer DTC den gældende indførselsdato.

Ved midlertidig import af såvel løbsheste som heste til avl gælder, at træner af løbshest/ejer af hest til avl inden 7 dage fra modtagelse af den pågældende hest, skal give DTC besked om den midlertidige import.

Pkt. 18
Foruden de af myndighederne til enhver tid krævede identitetsbeviser, sundhedsattester og lignende for-dres eksportcertifikat udstedt i det land, hvorfra hesten udføres. Certifikater skal være udstedt af pågældende lands centralorganisation for travsport, og eksportcertifikatet skal indeholde oplysninger om hestens navn, fødselsår, lød, køn, aftegn evt. frysemærkningsnummer, microchipkode og/eller tatoveringsnummer, afstamning og dens bedste i anerkendte løb præsterede rekord samt dens pr. udstedelsesdagen vundne bruttopræmiesum.

Udenlandske heste, som i væddeløbsøjemed midlertidig indføres, og som ikke har startet i Danmark før 2004, skal være opdrættet i lande med stambog godkendt af UET. Centralorganisationen i hestens hjemland skal meddele samme oplysninger som for importerede heste før start kan finde sted. Dispensation kan gives i særlige tilfælde.

For bedækkede hopper tillige bedækningsattest, udstedt af den pågældende hingsteejer og påtegnet af centralorganisationen.

For hingste, der midlertidigt indføres i bedækningsøje-med henvises til Reglement for fremstilling af hingste.

Pkt. 19
Certifikater indsendes til DTC, hvor de deponeres. Ved registrering påtager DTC sig ikke garanti for en hests identitet, men kun for, at hesten er fundet at være i overensstemmelse med de på hjemlandets certifikat anførte kendetegn.

Opstår der senere tvivl om en hests identitet eller andre ved certifikater og identitetspapirer hjemlede kvalifikationer, må en lovformelig protest nedlægges, og hesten starter/virker da under denne.