Bet25 og Dansk Hestevæddeløb kårer Månedens Profil i April: Maria Svendsen

Følelsen af succes, tror jeg mange vil medgive, er en afgørende motivationsfaktor for at holde fast og holde ved. Dette er også gældende for Maria Svendsen, hvor succes er en faktor for hendes vedvarende engagement i travsporten. Men hvordan succes må forstås, handler ikke for Maria så meget om at vinde, som det handler om at hestene har det godt. For Maria er hestenes trivsel afgørende for de gode resultater og dermed kriteriet for, at hun, stalden og hestene opnår sportslige succeser.


Maria Svendsen har fået titlen som Månedens Profil i april af Bet25 og Dansk Hestevæddeløb på baggrund af fire flotte sejre på henholdsvis Isle og hendes egen hest, Flying Colors. En titel Maria udtaler, at hun er glad for, anerkendelsen betyder meget: ”Det føles fedt, når man bliver anerkendt for det stykke arbejde og de resultater, man leverer.” Marias resultater og tilgang til sporten er i særdeleshed også anerkendelsen værd – særligt den filosofi, der kendetegner hende og stalden bag, en filosofi der sætter hestenes trivsel først og som er en afgørende præmis for træningen. April måned er et glimrende eksempel på, at deres filosofi bærer gode resultater med sig.


Hesten Isle er først kommet under træning ved familien Svendsens stald i starten af 2024 og begyndte altså at hive flotte resultater hjem sammen med Maria i denne april. Flying Colors, der har Maria som medejer, har siden 2023 været under deres vinger og begyndte for alvor at placere sig i 2024 – særligt i denne april måned med to sejre i henholdsvis monté og trav med sulky. Sidstnævnte var ellers noget, Maria svor, hun aldrig skulle begive sig ud i.

Maria Svendsen efter sejr med Isle i Skive Foto: Flemming Andersen

”Jeg svor, da jeg startede med at ride monté, at jeg aldrig skulle køre i sulky,” – en noget kontroversiel udmelding, når faderen, Bent Svendsen, er både professionel træner og kusk. Men ende i en sulky gjorde hun altså – dog stadig med montégerningen i sig. Svaret på, hvordan Maria alligevel endte med at bryde sin egen svoret ed, skal igen findes i hendes omsorg og tanke på hestenes trivsel og behov.


”Jeg endte i en sulky, fordi hesten, Flower Dust, skulle gøres klar til Hoppe Derby i 2021, og hun havde brug for en at følges med, og så måtte jeg jo tage licens til sulky,” en beslutning hun da også senere hen er blevet glad for: ”Det udvikler en mentalt til at tage bedre beslutninger. Det er mere strategisk at køre i sulky, og så bliver rytmen også stærkere, fordi man deltager i flere løb.” 

"Der er ikke 'one size fits all', når hestene skal trænes og have det godt – de er alle individer og skal behandles sådan.”

Flower Dust gik desuden hen og vandt sit Derby, mens hun var i Svendsens stald, og mon det har noget at gøre med en grundlæggende høj trivsel, kan man jo nemt fristes til at konkludere. For i min samtale med Maria var emnet, vi hele tiden cirkulerede omkring nemlig – hestevelfærd. Maria påpeger, hvordan det kan optage hele hendes tankevirksomhed, hvis hun kan se, at en af deres heste ikke har det ligeså godt, som den plejer: men så kigger man indad og finder nye metoder: ”Der er ikke 'one size fits all', når hestene skal trænes og have det godt – de er alle individer og skal behandles sådan.”

Maria Svendsen på 1. plads med Flying Colors Foto: Flemming Andersen

Men det er ikke kun, når hestene kan vende mulen nedad, at Maria er fuldt optaget af deres trivsel – det er nemlig frustrerende for Maria, når folk udefra sporten misforstår det kæmpe stykke arbejde, hun og sporten lægger i hestenes velfærd:


”Det gør mig frustreret, når folk uden for sporten ikke har det hele billede og misforstår hestenes trivsel. De ser bare en atlet i fuld fokus, og de ved slet ikke, hvor godt hestene har det.”

"Det gør mig frustreret, når folk uden for sporten ikke har det hele billede og misforstår hestenes trivsel. De ser bare en atlet i fuld fokus, og de ved slet ikke, hvor godt hestene har det.”

Og netop fuld fokus er, hvad hestene oftest kommer i - ”Når vi gør hestene klar til løb allerede hjemmefra, er det som om, de ved det, ligeså snart udstyret kommer på – de går i fuld fokus.” Jeg henledes til at spørge, om Maria har overvejet at gå fuld fokus på travsporten og skifte amatørlicensen ud med en professionel, men det er ikke målet.

Ambitionerne er dog høje, men for Maria Svendsen er succes i travsporten ikke bare et spørgsmål om at krydse målstregen først. Det er en helhedsoplevelse, hvor hestens velfærd er kernen i alle beslutningerne. Det er denne strategi, der driver hende, stalden og deres (uden tvivl fortsatte) succeser.

Fik du læst...

Se flere nyheder