Fremme ved drømmenes mål

For den vindertippede Just Hans er starten i Dansk Trav Derby realiseringen af flere års drømme. Der mangler dog de afgørende 3000 meter før det hele eventuelt kan kulminere.

»Det lyder åndssvagt at sige, at vi har talt om derbyet siden vi købte Just Hans. Men i hvert fald siden toårssæsonen har det været målet med en hest ud over det sædvanlige.«

Bent Svendsen har længe troet på, at han har en derbyvinder i Just Hans, og optimismen har ikke fået mindre næring i takt med at hesten har vundet 13 af 20 starter og indløbet knapt 1,5 mio. kr.

»Jeg synes, at det er meget realistisk at tro på derbysejr, bedømt ud fra den måde Just Hans hele tiden har gået, udviklet og opført sig. Og med et temperament til at kunne gå 3000 meter, så har jeg troet endnu mere på det efter treårssæsonen,« siger Bent Svendsen og tilføjer:

»Jigger slog Just Hans regulært de to gange vi mødte den som treåring. Samtidig har jeg aldrig vurderet Jigger til at være god nok til 3000 meter-distancen, men det kan være at jeg tager fejl. Ingen kender dagen før Steen Juul har kørt derby, men med spor to kontra spor 11 så burde det ikke være Jigger, som vi skal være mest bange for,« sammenfatter Bent Svendsen.

Meget optimistisk

Enhver som har fulgt travsporten i nogle år ved, at Bent Svendsen ikke afholder sig fra at melde sine heste op, men på tærsklen til derbyet virker Skive-træneren stålsat i troen.

»Jeg er mere sikker end jeg nogen sinde har været, ud fra det hesten har vist i de seneste tre starter – Grand Prixet, Derbyoptakten på Fyn og senest Derbyprøven. Jeg synes, at hesten gik et uhyggeligt godt løb i prøven med den position hesten sad i. Med 600 meter til mål troede jeg ikke, at det kunne lade sig gøre, men følelsen af at det så sort ud sad Jörgen Sjunnesson ikke med. Han følte hele tiden, at det nok skulle gå.«

Gæstekørt af Jörgen Sjunnesson skyder Just Hans frem til den ventede sejr i Derbyprøven. Foto: Burt Seeger

Derfra springer vi frem til valget af startspor.

»Det var en katastrofe. Jeg skulle vælge som nummer fem. Jeg ville langt hellere have haft spor fire eller fem, men da det blev min tur var der sporene 1, 2, 7, 8 og anden række tilbage. Og spor 2 er trods alt bedre end spor 1. Samtidig har jeg hest som ikke lader sig passere udvendigt fra, hvis det lige stemmer fra start,« siger Bent Svendsen. Han erklærer at ville gå offensivt til værks:

»Jeg vil gerne køre løbet i spids. Kommer vi ikke dertil, så bliver jeg i andet spor. Hans Jakobsen (Just Hans’ ejer, red.) og jeg er ikke ligeglade med, hvad Just Hans bliver i løbet, men vi har en aftale om, at vi ikke vil komme ind med en hest som ikke fik chancen. Jeg kører ikke ned bag nogen og tror selvfølgelig, at vi vinder løbet. Jeg synes stadig, at Just Hans er årgangens bedste hest.«

Overbevisende statistik

Træneren underbygger sin optimisme med at Just Hans endnu ikke har misset deltagelsen i en årgangsfinale, og at den kun har kikset én gang - i Opdrætningsløbet. Den har sluttet blandt de tre første i 85 procent af sine starter, har en sejrsprocent på 65 og vundet 11 af sine sejre fra føringen.

Og hvad så med det evigt tilbagevendende spørgsmål angående derbydistancen?

»Jeg læser det sådan, at Just Hans har gået 2300 meter i Århus fire gange og startet på 2500 meter i Kriteriet og Derbyprøven helt uden problemer, så det bekymrer ikke med de 3000 meter. Jeg fokuserer mest på, at selv om Just Hans kan se hidsig ud når den løber og knejser, så er det ikke en hest som puller på noget tidspunkt. Det er en kæmpe fordel over derbydistancen,« siger Bent Svendsen.

Forventer du at Just Hans’ resultater aftvinger respekt i positionskampen?

»Jeg forventer det ikke, men håber det. Alle kuskene kender mig og vi kender hinanden. Jeg går ikke ud fra, at nogen vil ofre sig. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen kan få den tanke, at jeg vil slippe, hvis jeg kommer til føring.«

Er Just Hans skærpet til derbyet?

»Det er den, forstået på den måde, at for to måneder siden skærpede jeg hesten i intervallerne, ikke antalsmæssigt, men fartmæssigt. Af samme årsag startede jeg også hesten i Derbyoptakten i Odense, hvor andre afstod. Jeg ville have hesten rigtig skarp til derbyet og det har den modtaget rigtig godt,« siger Bent Svendsen.

Og du har ingen frygt for, at det risikerer at “kamme over” i derbyet?

»Nej. Han er lige så flegmatisk og rolig i træningen som han plejer. Da Maria forleden kørte en 40 minutters hyggetur i skoven, så tog det 10 minutter at komme derned, for Just Hans kan finde på at stoppe op og spise græs i grøftekanten, selv om den har et bid i munden. Den får lov til at stå stille, når den vil, men den får selvfølgelig lige besked på at gøre det den skal, når den køres i skoven.«

Velvidende hvad svaret alligevel vil lyde, så spørger vi slutteligt ikke om, hvem der vinder derbyet, men om hvem der bliver nummer to.

»Det tror jeg bliver Jubii Vang, fordi jeg synes, at hesten er rigtig god til søge med og lave gode afslutninger. Samtidig har Nicklas været dygtig til at give hesten gode løb. Jeg tror mere på Jubii Vang end på Icebreaker. Jeg har en idé om, at Icebreaker ikke står 3000 meter.«

Og hvem bliver tredje?

»Isseymiyake Secret. Blandt alle modstanderne tror jeg, at netop den har fordel af de 3000 meter. Den ser så flegmatisk ud og virker til at være stærk og reel. Den kan bare ikke være med fra start,« vurderer Bent Svendsen.

Alle svarene angående Dansk Trav Derby 2024 kender vi ved 17-tiden.