På lørdag d. 19. oktober skal Pernille Munch Lassen forsvare sin førerposition, når hun og El Capitan skal forsøge at køre de fornødne point hjem i finalen i Sigter mod Stjernerne.
Ifølge den 24-årige amatørkusk bliver det ikke en nem opgave at sikre førstepladsen på Fyens Væddeløbsbane lørdag eftermiddag. ”Jeg synes, det ser svært ud på papiret. Der er mange gode heste fra spids, og 60 meter tillæg er meget at hente. Men jeg må få en god ryg, og så ved jeg, han har en god speed. Og så må jeg bare sørge for at tage så mange point som muligt,” fortæller Pernille, der i sit seneste løb vandt den 7. og sidste af de indledende afdelinger på netop Fyens Væddeløbsbane.
Her kørte hun El Capitan til sejr, og topper dermed stillingen med 28 point – a point med Mads K. Mogensen og med 12 point ned til nærmeste forfølger, Ruben Kristensen på 16 point.
Fart over feltet
Pernille er bogstaveligt talt født ind i travsporten på forældrenes gård i Spørring mellem Århus og Randers. Med en travtræner som far og en mor som amatørkusk var det ikke overraskende, at hun også valgte travsporten. ”Jeg gik både til dressur og spring, men fandt hurtig ud af, at jeg ville have lidt mere fart over feltet,” fortæller Pernille, der oprindeligt startede til ponytrav på Vilhelmsborg syd for Århus.
”Jeg er i gang med jura-studiet, og har valgt det som min levevej, men det er heste, jeg lever og ånder for. Så jeg vil altid have med heste at gøre, og jeg har da også købt en ny følhoppe, der venter føl til foråret,” fortæller Pernille, der nu er bosiddende i Nørresundby ved Aalborg.
Godt udgangspunkt efter træg start
"Rent sportsligt startede 2024-sæsonen ikke så godt. Jeg skulle helt hen til april før jeg fik min første sejr,” fortæller Pernille, der d. 30. april kørte Edison Chip først over stregen på hjemmebanen i Aalborg.
”Herefter har jeg kørt for forskellige trænere og hesteejere, og det er gået godt på det seneste. Og så var det også en stor oplevelse at køre løb i Derbyweekenden – mit første travløb på Charlottenlund Travbane,” fortæller en stolt Pernille, der lader sig inspirere af kuskene.
”Jeg er meget imponeret over de mange gode kuske, vi har i Danmark – og hvordan, de formår at tage de rigtige beslutninger i løbene. Det stræber jeg også efter – at få det bedst mulige resultat. Hver gang jeg sætter mig bag en hest, forsøger jeg at gøre mit bedste, og jeg ser frem til en fed oplevelse i Odense på lørdag,” fortæller hun.
Rejsedrømme
Efter finalen modtager både den amatør og jockey med flest point et rejselegat på 5.000 kr. – og Pernille har allerede en destination i tankerne: ”Hvis jeg vinder rejselegatet, tager jeg på inspirationstur til USA for at se, hvordan de træner heste.”
Skulle Pernille løbe med titlen bliver der imidlertid ikke meget tid til at hvile på laurbærbladene og rejsedrømme, da hun efter løbet sætter sig i toget mod København, hvorfra turen går videre til Stockholm. ”Her skal jeg køre på Solvalla på søndag. Det er mit første løb udenfor Danmark, så det bliver også stort,” konstaterer hun.
---
Om Sigter mod Stjernerne
Konkurrence blandt aktive travkuske i Danmark født efter d. 1. januar 1995.
Pointgivningen i finalen er 20-16-12-8-4 point, og ved pointlighed er placering i finalen afgørende.
Efter finalen modtager både den amatør og jockey med flest point et rejselegat på 5.000 kr.
Blandt de tre deltagende jockeys, topper Niclas Steinlein stillingen med 20 point, efterfulgt af Magnus M. Nielsen (16) og Noah Holse (10).
Den samlede stilling ses på side 13 i løbsdagens baneprogram.