"Vi tager det som en oplevelse"

Martin Hansen med base på Fyens Væddeløbsbane betragtes normalt som en af landets mindre trænere. Men bag den betegnelse gemmer sig en anden virkelighed, da forretningen primært er bygget op omkring tilkøring af ungheste for nogle af landets største trænere. Men Martin Hansen kan bestemt også på egen hånd, og nu er han repræsenteret i begge Grand Prix’er i Aarhus. 


På forhånd var troen på finalepladser til at overse, da Martin Hansen havde fire heste med i transporten til Jydsk Væddeløbsbane til kvalifikationsløbene til den kommende weekends Grand Prix’er. At dømme efter spillernes vurdering lignede finalepladser da også lidt af et longshot, men da dagen var omme var I’m Al’s Princess kvalificeret til Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix og Inspector’s Choice til Jydsk 4-Årings Grand Prix. 

- "Jeg havde faktisk en good feeling forud for kvalifikationerne og især med I’m Al’s Princess, men det er da klart, at der skal held til. Hun er jo en lidt peppet type op til selve løbet, men er stærk og reel, når det gælder, og så klarede hun cuttet på en fjerdeplads." indleder Martin Hansen forud for en spændende weekend.


- "Der var måske lidt mindre i behold på de sidste meter, end jeg havde forventet, men da vores anden deltager Iloveyou Butcher kom til at sidde lidt fast på de sidste meter, så klarede hun sig til finalen. Og dér håber jeg, at der er lidt mere at gøre med til slut, selvom det bliver meget svært fra spor 12."

 
Martin Hansen ejer selv I’m Al’s Princess, og der knytter sig særlige bånd til hoppen, der har hjemmeopdrættede Excellent Prince som far. Denne var en noget besværlig hest, der stoppede inden 30.000 kr. indtjent, men pointen er, at Excellent Prince er eneste afkom efter Martin Hansens helt store stjerne, egen-opdrættede, men svensk-registrerede Photo Princess. 
Den hørte i en periode til de bedste hopper i Norden, og for primært Michael Lønborg blev det til 22 sejre i 87 starter og lige under 1,5 mio. kr. i indtjening bl.a. gennem to andenpladser på Vincennes i Paris. 


- "Photo Princess nåede kun at få et enkelt afkom, da hun ulykkeligvis døde sammen med føllet ved sin anden foling. Så jeg har kun Excellent Prince i direkte linje, men nu kommer så I’m Al’s Princess, som vi kan arbejde videre med efter løbskarrieren."

Martin Hansen Foto: Kjeld Mikkelsen

Inspector’s Choice fra første række


Mens I’m Al’s Princess er sat lidt i skammekrogen fra spor 12 i fredagens finale, stiller staldkammeraten Inspector’s Choice søndag til start i Jydsk 4-årings Grand Prix fra spor 6 på baggrund af en overraskende tredjeplads i kvalifikationen. 


- "Jeg var da overrasket, men han har efter min mening faktisk hele karrieren været tættere på de bedste, end man har kunnet se af resultaterne. Han vandt to løb som toåring, men tog ikke helt skridtet videre sidste år. Der har været mange små ting, der har drillet, og så han har i løbssammenhæng bl.a. været meget bange for at få skidt i hovedet, men det er nu blevet bedre",  forklarer Martin Hansen videre.


- "Undervejs i kvalifikationsløbet var jeg ikke så optimistisk. Tempoet var lavt den første kilometer, og det burde vel ikke være til Inspector’s Choice’s fordel, men han holdt sig til og tog endda meter ind op mod mål. Han var også med i Grand Prix’et sidste år og fik en præmie, og det er vel trods alt det, som vi kan håbe på søndag. Der er en kvartet, der virker lidt over de øvrige, men godt tempo undervejs vil øge vores chancer til slutfasen. Vores hest er mere stærk end speedy."

I modsætning til I’m Al’s Princess står en anpartsstald bag Inspector’s Choice og med navnet Inspector Mason. 


- "Ja, det handler om 12 personer, som ejer i alt 16 anparter, og navnet på anpartsstalden hænger sammen med, at gruppen også ejer hesten Johanna Mason. Den hentede tre sejre i træk på Falster i efteråret, men har det lidt svært for tiden, så derfor luner det lidt ekstra, når Inspector’s Choice kan vise flaget."

Inspector’s Choice Foto: Kjeld Mikkelsen

Tilkøring af ungheste som specialitet


Selvom det er som træner, at Martin Hansen tager til Aarhus i kampen om de store præmier, så er det en anden rolle, der i det daglige fylder mest hjemme i det fynske. 


- "Jeg har jo de seneste efterhånden mange år haft tilkøring af unghestene for andre trænere, som en form for mit speciale. Det har i mange år været for bl.a. Michael Lønborg, men der er kommet flere til, og så sent som i denne uge fik Magnus Ladegaard tre sejre på Falster – alle tre har været hos os, og det er da dejligt at konstatere, fortæller Martin Hansen."

Martin Hansen med ejerkreds efter sejr Foto: Kjeld Mikkelsen

Det skal i den forbindelse nævnes, at da sidste års derbyvinder Holger Danske allerede i april måned 2021 og i sin toårssæson blev godkendt på Fyn – ja, da stod Martin Hansen med træneransvaret. 


- "Nu er der lidt ro frem til efter sommerferien, og de toårige holder lidt ferie eller er sendt videre til andre trænere, så jeg trives virkelig med vores koncept med de mange ungheste og derefter følge dem i deres videre karriere."


Og en afsluttende kommentar?


- "Jamen, vi tror og håber på det bedste i forhold til weekendens to finaler, men vores udgangspunkt er stadig, at vi tager det som en oplevelse."  slutter en tilfreds og forventningsfuld Martin Hansen.

Fik du læst...

Se flere nyheder