I går var der DM i monté på BioCirc Trav Arena Skive, og spørger man dagens vinder, var det et løb med særligt dygtige ryttere og heste. Spørger man mig, er jeg evigt og altid imponeret over, hvordan man holder en statisk squat i fuld fart ovenpå et dyr i to kilometer – noget jeg personligt umuligt kunne gennemføre. Men det er åbenbart det mindste for de garvede ryttere, og vinderen af DM i monté, 63-årige Flemming Jensen, er et imponerende bevis på dette.
Nu er det ikke fordi, dette skal være med skarp fokus på alderen, når den sportslige præstation i sig selv var dybt imponerende. Men når man er 63 og har styrken og konditionen til at gennemføre et decideret DM i monté, så mener jeg, det fortjener lidt anerkendelse. Flemming Jensen dvæler dog ikke meget over sin egen fysiologiske bedrift: "Det er et spørgsmål om træning – Men det er da klart, man skal have styrken og konditionen, ligesom i andre sportsgrene," og det havde 63-årige Flemming bestemt den dag.
Jeg kender bedst Flemming Jensen som en dygtig kusk, men Flemming rider heste hver dag til træning, og man fornemmer, at hans hjerte ligger netop der, og det var også på hesteryg, at hans eventyr inden for hestevæddeløbssporten startede. "Jeg kan bedst lide at ride – man er i bedre kontakt med hestene og kan bedre udvikle dem."
"Det er ret specielt at være med i montéløb"
Jeg var dog nysgerrig efter at vide, hvorfor en garvet kusk havde meldt sig til DM i monté, men det blev hurtigt tydeligt, at Flemming nærer en særligt stor kærlighed for denne gren inden for sporten: "Monté er blevet til en rigtig sport – det har udviklet sig helt utroligt meget." Det var også en løbsdag, han havde glædet sig særligt til at deltage i. "Det er ret specielt at være med i montéløb."
"De er jo fandme så dygtige (..), og de giver ikke ved dørene"
Flemming har været med i monté-rejsen helt fra start, og han er dybt imponeret over niveauet og den rejse, sporten har været på de sidste 15-20 år. Hvilket glædede Flemming særligt. ”Alle os i sporten ønsker jo at se den udvikle sig, så den kan blive ved, og det fik man virkelig oplevelsen af i går.” Ifølge Flemming kulminerede dagen også sportsligt i går med nogle dygtige monteryttere og heste, hvilket ikke gik ubemærket hen: ”De er jo fandme så dygtige, de piger, og de giver ikke ved dørene.”
Med nogle af landets bedste montéryttere meldt til start var der også kamp til stregen, hvor Tineke Borup med Diamant Østervang lavede en særlig smart finte i opløbet, der lige præcis resulterede i en direkte duel med Flemming og Eros Zola. Sidstnævnte kunne som bekendt kalde sig selv for vinder. En titel, Flemming var beæret over, men den største glæde synes gennem vores samtale at relatere sig til montésportens udvikling, og ifølge ham var det største ved dagen, at overvære det høje niveau.
Montésporten bliver kun mere og mere spændende at følge, og med flere og flere markante profiler, er der intet, der kunne tyde på det vender.
Vil du se det spændende løb? Find det her.