Frem mod Hestesportens Galla 2024 på lørdag d. 8. februar har vi sat fokus på en række af de nominerede. I dag retter vi spotlyset mod Nicklas Korfitsen, der er nomineret i kategorierne Årets træner og Årets kusk.
”Det er gået over al forventning, og at jeg har vundet over 100 løb som kusk er vel urealistisk at tro, at jeg kan gøre igen i år”, fortæller Nicklas Korfitsen om en 2024-sæson, der har budt på mange højdepunkter. Selv fremhæver han Derbyweekenden, hvor han havde to trænede heste med i både Dansk Hoppe Derby og Dansk Trav Derby.
Gode træningsforhold
Ifølge Nicklas skyldes de flotte resultater blandt andet optimale træningsforhold på Vang Hovedgård ved Nørresundby nord for Aalborg. Her han efter eget udsagn et af Nordens bedste træningsanlæg, der sikrer, at han kan træne hestene året rundt. Og det forpligter, fortæller Nicklas: ”Med det anlæg, jeg har, så skal jeg kunne lave gode heste”.
2024 blev året, hvor Nicklas Korfitsen tog skiftet fra jockey til at være travtræner. På Vang Hovedgård er han også gået fra at være ansat til at være arbejdsgiver for fire ansatte, og efter en naturlig tilvænningsperiode, trives han nu med sin nye rolle, hvor han træner omkring 50 heste.
Fokus på hesten
Det vigtigste for en kusk er at bevare roen, fortæller Nicklas Korfitsen: ”Jeg er ikke typen, der får de store nerver på inden løbet. Det er vigtigt at være afslappet og have fokus på hesten, når man kører ud – og ikke på alt det udenom”. Og det er lykkedes knap hver tredje gang, han har sat sig i sulkyen i det forgangne år, der bød på hele 124 sejre og en sejrsprocent på 31%.
Alene på hjemmebanen på Aalborg Væddeløbsbane blev det til hele 57 sejre og trænerchampionatet for den 25-årige træner, der håber at kunne fortsætte de gode takter i 2025.
"Jeg drømmer om at kunne fortsætte i samme spor som i 2024 med mange gode resultater. Og hele tiden have heste, der kan begå sig i løb, hvor der er gode penge at køre om", fortæller han.
Se video-interviewet med Nicklas Korfitsen her i artiklen.
Kategorierne Årets træner og Årets kusk er sponsoreret af henholdsvis Dansk Revision Skive og SEGES Innovation.
Hestesportens Galla 2024 kan følges på livestream – læs mere her.
Se video-interviewet med Nicklas Korfitsen.
Nicklas Korfitsen er både nomineret som Årets træner og Årets kusk.
Nicklas Korfitsen vandt hele 31% af sine 400 starter som kusk i 2024.