Lørdag den 1. marts inviterer Dansk Hestevæddeløb til årets Avlsdag på Aalborg Væddeløbsbane – en dag, hvor sportens avlsinteresserede samles for at opleve hingstefremstilling, udnævnelse af diplom- & elitehopper og et nyt spændende fagligt indspark.
Som noget nyt i år har vi nemlig fornøjelsen af at præsentere et eksklusivt oplæg af den anerkendte svenske journalist Tony Ryttar, der vil dele sin omfattende viden om Fransk Travavl. Det er et initiativ, der understøtter vores ønske om at fremme vidensdeling og styrke fællesskabet i sporten – så alle deltagere går hjem med både ny inspiration og et fagligt udbytte.
Dagens program – en kombination af tradition og fornyelse
Avlsdagen bygger videre på den velkendte tradition med hingstekåring og vurdering af elitehopper, men vi har i år udvidet programmet med en ekstra dimension af faglighed.
- Hingstefremstilling kl. 9:30-10:30
Tre hingste er tilmeldt: Icebreaker, Express Bourbon, Mosaique Face – de to sidstnævnte vises for DTC’s Avlskommission.
Ud over de fysisk fremmødte hingste vurderes også nyt hingstemateriale ud fra deres papirer. Avlskommissionen gennemgår hingstenes præstationer, eksteriør, røntgen- og klinisk veterinærstatus for at definere deres forventede avlsværdi.
- Eksklusivt foredrag med Tony Ryttar kl. 10:30-12:00 (Kun for tilmeldte)
Tony Ryttar er en respekteret journalist og oplægsholder med stor ekspertise inden for fransk travavl. Hans inspirerende oplæg vil give indsigt i, hvad vi kan lære af fransk avlstradition, og hvordan det kan omsættes til dansk kontekst. Publikum får også mulighed for at stille spørgsmål og reflektere i fællesskab over emnet.
Du kan tilmelde dig frokost og oplæg her.
- Frokost kl. 12:00-13:00 (Kun for tilmeldte)
Dansk Hestevæddeløb giver frokost til dem der ønsker at høre Tony Ryttars oplæg. Du kan tilmelde dig frokost og oplæg her.
- Hingsteholderne tilbyder kl. 13:00-13:45
Efter frokost vil der være mulighed for at de forskellige hingsteholdere kan fortælle om hvilke hingste de tilbyder i den kommende bedækningssæson. Her vil fokus specielt være på hingste, der er nye på det danske avlsmarked.
- Kåring af Elite- og Diplomhopper kl. 13:45-14:30
Avlskommissionen udnævner de hopper, der har præsteret så stærkt i avlen, at de fortjener titlen som Elite- eller Diplomhoppe. Dette er en markering af avlsarbejdets betydning og en hyldest til de opdrættere, der har givet særligt gode avlsbidrag.
Tilmelding og praktisk info
Deltagelse i hingstefremstillingen er gratis, men hvis man ønsker at høre Tony Ryttars oplæg og deltage i frokosten, koster det 50 kr.
Tilmelding til foredrag og frokost sker via dette link
Spørgsmål om dagen kan rettes til Peter Stenå på pst@danskhv.dk