Breedly.com – nu også med danske travheste

Svensk Travsports avlsværktøj giver danske travopdrættere bedre muligheder for at finde fremtidens stjerne.

Svensk Travsports anerkendte og populære avlsredskab, breedly.com, er blevet opdateret, så databasen ikke kun indeholder alle svenske heste, men også alle danske, norske og tyske travheste.

Travopdrættere får adgang til en langt større mængde data, der kan være med til at optimere avlsarbejdet. Blandt andet kan opdrætterne testpare deres egen hoppe med avlshingste fra hele verden for at finde det bedste match – og måske fremtidens stjerne.

”Fremtiden bliver skabt de næste 90 dage”
Udover breedly.com’s opdatering kan danske travopdrættere også glæde sig over den aftale, der tidligere på året blev indgået mellem Menhammar Stuteri i Sverige, Dansk Hestevæddeløb og Ansager Hestehospital.

Aftalen betyder, at danske hoppeejere, der er medlem af Dansk Hestevæddeløb, kan få adgang til udvalgte tophingste til en reduceret pris.

Med fokus på at styrke dansk travavl tilbyder aftalen 20 % rabat på følpengene på et udvalg af hingste: Calgary Games, Campo Bahia, From Above, Maharajah, Nuncio, Readly Express, Who’s Who og Zola Boko. Tilbuddet gælder for danskregistrerede hopper, som får danskregistreret føl i 2026.

Aftalen er ifølge avlsansvarlig hos Dansk Hestevæddeløb, Peter Stenå, med til at sikre høj kvalitet i avlen og samtidig styrke den danske travsport. Tilbuddet er yderst aktuelt, da ”fremtiden bliver skabt de næste 90 dage," ifølge Peter Stenå.