Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus står i eftermiddag for afviklingen af Dansk Mesterskab for Amatørkuske. Kortene er blandet godt, og en spændende konkurrence for 14 af landets bedste amatører er i vente. Fløjten lyder kl. 14.00.
En række danske mesterskaber inden for travsporten skal afvikles over de kommende uger og måneder, og der indledes i eftermiddag fra kl. 14.00, hvor JVB er vært for amatørernes DM.
14 spændte amatørkuske sætter hinanden stævne over fire løb - og med tre starter til hver. Alle danske travbaner er repræsenteret via to deltagere, og gennem en chanceseedning er kortene blandet uhyre godt.
På seneste løbsdag i Aarhus var Michael Lønborg i vælten via fire personlige sejre i træk. Måske er noget tilsvarende i vente i eftermiddag, hvor heste med tilknytning til den lokale helt er vurderet som vindertip i dagens fem første løb - de to med Lønborg selv ved linerne, mens de resterende tre som en del af DM-konkurrencen.
Den på papiret måske største Lønborg-chance i DM-løbene kan være Ghania Sensei, der får fornøjelsen af rutinerede Martin Andreasen, men alle løb skal som bekendt køres først.
Nævnes skal også et interessant 4-års løb, som afslutter V5-spillet, og hvor Skive-hesten Justlikejessejames er ude efter sin femte sejr i træk.
Der er udsigt til overskyet vejr i Aarhus i eftermiddag, men med en temperatur omkring de 15 grader. Strandturen bør derfor endnu engang udsættes, så vær i stedet med til at kåre en dansk mester inden fra travsporten.
Du finder mere info, billetkøb og baneprogram ved at trykke her.