Dansk Hestevæddeløb informerer - 12. juni 2024

DH Sport har tidligere orienteret om en verserende medicinhåndteringssag mod Bo Westergaard.

DH Sport har nu udarbejdet udkast til sagsfremstilling til Skandinavisk Doping Komite (SDK), som er sendt i høring hos Bo Westergaard, der har anmodet om frist til den 24. juni 2024 til at fremsende høringssvar. 
Kort sammenfattet er sagens objektive omstændigheder følgende:

Nordjyllands Politi aflagde besøg på Vang Hovedgård på to forskellige datoer i sommeren 2021. Det skete på baggrund af en anonym anmeldelse fra sommeren 2020 om, at der fandt ulovlige medicinske behandlinger af heste sted på ejendommen.
 
Under disse besøg, hvoraf det sidste skete på baggrund af en ransagningskendelse, fandt politiet i alt 16 forskellige receptpligtige lægemidler uden de lovpligtige etiketter og et større antal nye kanyler.

Af de omtalte 16 lægemidler var de fire receptpligtige injektionspræparater, som er forbeholdt dyrlægers anvendelse. Det indebærer, at de kun må benyttes af dyrlæger, og at dyrlægen ikke må udlevere lægemidlerne til dyreejere.  
De fire receptpligtige lægemidler, som blev fundet i et aflåst medicinskab, var følgende: Flunixin, dexadreson, loxicom og dexaject. Der var tale om uåbnede flasker.
 
Det fremgår af sagen, at der blev udstedt et bødeforelæg til den ansvarlige dyrlæge, ligesom det fremgår, at der ikke blev fundet beviser for, at Bo Westergaard selv havde behandlet heste. Der blev givet en bøde for at have opbevaret den ovenfor omtalte medicin. 

Efter løbsreglementet er forældelsesfristen i denne type sager 10 år, og sagens omstændigheder har ikke tidligere været belyst for det daværende DTC. 
Det skal bemærkes, at der ikke er informations- eller underretningspligt mellem Politi, Fødevarestyrelsen og Dansk Hestevæddeløb som organisation, hvilket er årsagen til, at DH Sport ikke tidligere er gjort bekendt med sagen.

DH Sport vurderer, at de forhold, som er dokumenteret i politiets efterforskning, kan udgøre overtrædelser af reglerne om behandling og medicinering i § 38.3 i Travkalender nr. 1 2021, men ønsker i henhold til fast praksis SDK’s vurdering, inden der træffes afgørelse i sagen. 
 
Parallelt med sagen om medicinhåndtering har DH Sport identificeret tre tilfælde af overtrædelse af reglerne om karenstider i forbindelse med behandling og efterfølgende starter af løbsheste i træning hos Bo Westergaard i 2021 og 2022. 

Der er også udarbejdet en samlet sagsfremstilling til SDK i disse sager, hvor der er fastsat samme høringsfrist for Bo Westergaard.

Når høringssvarene foreligger, vil sagerne hurtigst muligt blive sendt til SDK af DH Sport.

Fik du læst...

Se flere nyheder