Alvin C G har vundet fire sejre i træk og sine to starter i november. Hestens ejer og træner, Mikael Poulsen, er Månedens -Profil i november.
”Det lader til, at vi har knækket koden med Alvin C G", konstaterer Mikael Poulsen om hesten, der vandt sine to starter i november måned, den sidste i en Travliga-finale.
Mikael ejer de seks heste, han har i træning på han og kæresten Tinas landsted i Gørding i Sydvestjylland, hvor de selv bygget stald og faciliteter til at træne hestene.
Det var selvsamme Tina, der blev hans indgang til sporten for omkring 13 år siden, da hun og hendes forældre havde en travhest.
Nu hjælper de hinanden med at træne hestene og tage rundt på landets væddeløbsbaner, og får hjælp til at klargøre hestene af staldpigen Heidi, der ifølge Mikael giver hestene ”masser af kærlighed.”
Hestens anden ungdom
”Vi har brugt rigtig mange timer på Alvin C G. Han har været lidt af et mareridt for spillerne, når kan kunne finde på at gå i galop. Men vi har fået justeret de sidste ting, og blandt andet begyndt at køre i amerikanersulky, og det fungerer”, konstaterer Mikael.
Det er ikke blot på løbsdage, det fungerer for Alvin C G, der med Rene Kjær i sulkyen var først over stregen sidst i oktober, to gange i november og senest 6. december.
”Til hverdag oplever jeg også en glad hest, der fiser rundt og laver ballade som var han tre år gammel. Han har fundet sin anden ungdom”, fortæller Mikael om den nu 10-årige Alvin C G, som han købte og har trænet siden 2019. ”Jeg træner alle hestene på samme måde. De kører ikke så meget vogn, som mange andre, hvor vi også bruger skridtbånd og walker. Og så kører vi naturligvis også lidt intervaller her eller på Fyens Væddeløbsbane. Vi starter dem jævnligt for at holde dem i form,” fortæller Mikael.
Afkobling og sammenhold
I løbet af de seneste år har Tina taget mere over i det daglige, da Mikael sideløbende med hestene driver en tømrerforretning med sin bror. "Hestene er en hobby, for mit arbejde kommer først. Jeg forsøger at komme rundt og følge hestene, men i hverdagene er det mest Tina, der er med rundt. Jeg nyder at træne hestene, som jeg også bruge som en slags afkobling. Jeg slapper bare af, når jeg træner heste. Og så nyder jeg også at komme rundt på banerne, når jeg kan. Det er dejligt at møde andre mennesker, og der er et stærkt sammenhold. Hvis noget for eksempel går i stykker, kan man være sikker på, at nogen træder til,” fortæller Mikael.
Winter Burst som det sidste boost
Mens andre har holdt juleferie, har Mikael og teamet heste til start i nogle af årets sidste løbsdage. ”Jeg håber, de får kørt lidt penge ind på de sidste løbsdage. Jeg mangle nogle tusinde kroner, så rammer jeg cifrene fra sidste år,” fortæller Mikael, der har Alvin C G til start i V75 Winter Burst, der med gode præmiepenge lokker landets bedste heste til Aalborg d. 29. december.
”Vi har et godt samarbejde med Rene Kjær, der har vundet de sidste fire starter med Alvin C G. Jeg foretrækker en fast kusk, og vi har haft et godt samarbejde med Rene, der med få undtagelser har kørt ham. Det er en fordel, hvis heste og kuske kender hinanden,” fortæller Mikael, der afslutningsvis sætter ord på kåringen som Månedens Profil.
"Det er naturligvis stort at blive kåret, og et stort skulderklap. Det er jeg og vi alle glade for – det betyder noget, at man bliver lagt mærke til.”