På en særdeles konstruktiv workshop for opdrættere søndag på Spar Nord Arena i Aalborg blev mangt og meget vendt i forhold til sportens udfordringer og med afsæt i opdrætternes vilkår.
Stemningen var god hele vejen igennem det syv timer lange opdrætter-workshop, som Dansk Hestevæddeløb bestyrelsesformand, Bertel Maigaard havde inviteret til.
Gennem dialog og drøftelser blev udfordringerne prioriteret på tværs af forsamlingen, og hvor der efterfølgende vil blive arbejdet videre i flere regi med Dansk Hestevæddeløb som koordinator.
Et vigtigt emne omhandler konceptet for auktionerne, og der blev nedsat en arbejdsgruppe til at arbejde med den opgave. Dog er det allerede besluttet, at Dansk Hestevæddeløb igen bliver arrangør af de fysiske unghesteauktioner - og uanset antal og placeringer.
Sideløbende skal auktionerne suppleres med en massiv og målrettet markedsføring, eftersom den altoverskyggende udfordring har været manglen på købere på de seneste auktioner.
Dansk Hestevæddeløb vil i praksis overtage store dele af det overordnede avlsarbejde til sikring af videndeling, uddannelse m.m.
Nu forestår en større opsamling fra søndagens mange fine snakke, hvorefter opdrætterne vil kunne se frem til yderligere dialogfora.