Det går godt for Bet25
Svenske ATG kunne i starten af ugen offentliggøre sine tal for tredje kvartal, og overordnet set ligner det, at omsætningen på hestespil igen er på vej i en positiv retning. Også det danske datterselskab 25syv, der bl.a. huser Bet25, fortsætter de gode takter.
Af Claus Bossow
Bet25 Heste kan præsentere stærke cifre for tredje kvartal i 2023. Selskabet kan fremvise en fremgang på hele 25 % i nettospilindtægter, hvilket også hænger sammen med en øget markedsandel på 22 %.
Og det er naturligvis noget, der luner hos Bet25’s direktør, Henrik Friis.
- Jamen, vi kan på ingen måde klage, og det er bestemt gode tal for os. Der er ingen tvivl om, at vores kampagner hen over sommeren og det gode samarbejde med bl.a. Klampenborg og Odense har haft stor betydning. Rent faktisk har de nævnte baner formået at øge omsætningstallene efter overgangen til udelukkende digitalt spil. Det handler om den indledende opretning af nye kunder og den efterfølgende support, som sker på banerne, forklarer Henrik Friis.
Et andet tiltag, der kan have været med til at skabe den positiv effekt, handler om sitets SpilKlub25.
- Vores SpilKlub er kommet virkelig godt afsted, og tilslutningen stiger hele tiden. Det skal være nemt at være en del af et fælles spil og ikke mindst i forhold til udbetalingen, når der er gevinst, og det er et koncept, som vil udvikles yderligere, lyder det fra Henrik Friis, der fortsætter:
- Et centralt element i den videre udvikling indebærer også, at banerne forsat har fokus på sporten og oplevelsen for publikum. Her er især billetsystemet vigtig, da det kan klæde nye og gamle kunder bedre på til løbsdagen.
- Det giver samtidig de gode sideeffekter for banerne, at de kan invitere folk på banen igen med endnu flere genbesøg.
Oven på de positive tal for tredje kvartal er der dog dukket et par udfordringer op hos Bet25.
- 1. oktober markerede jo overgangen til det obligatoriske SpilID, og det har vi desværre kunnet mærke via færre transaktioner. Dantoto har via Danske Spil brugt SpilID i flere år, og vores bud er, at flere er gået tilbage til deres konto dér.
- Vi arbejder derfor med kampagner og tilretter i samme omgang vores sites, men overgnagen til SpilID vil påvirke os negativt i Q4. Vores fokus i de kommende måneder er derfor på en række produktforbedringer, så Bet25 Heste bliver endnu bedre i det kommende år, slutter Henrik Friis.