Fra 1. april 2025 træder nye regler i kraft, om brug af udstyr i travsporten. Bag ændringerne ligger et forarbejde med evaluering i samarbejde med sportens foreninger.
Ændringerne i udstyrslisten sker ikke i et vakuum, men som led i et løbende samarbejde med sportens foreninger. Tidligere har reglementsarbejdet primært haft fokus på løbsteknik og generelle bestemmelser, men i takt med at udstyrslisten er blevet mere detaljeret og central, er den nu også fast punkt på dagsordenen, når der evalueres og justeres.
Der er stor enighed i sporten om, at vi skal sikre de bedste betingelser – både når det gælder hestevelfærd og den måde, vi som branche fremstår på. Det blev tydeligt ved det seneste evalueringsmøde, hvor amatør-, monté- og trænerforeningen bakkede op om justeringerne.
”Det var et klart positivt møde med foreningerne. Der var en god og konstruktiv dialog, som viste tydelig opbakning til ændringerne. De var enige om, at vi skal stå sammen og ikke udstyre hesten unødigt.” uddyber Peter Stenå fra Dansk Hestevæddeløb.
De ny ændringer i udstyrslisten omfatter:
• Ørehætter skal være sorte – uanset type (fast eller aftræksmodel). Farvede syninger eller sømme (f.eks. hvid/blå/rød/grøn) er tilladt.
• Hatte (huts) skal også være sorte, med samme undtagelse som ørehætter.
• Næsebånd, ekstranæsebånd og krydsnæsebånd må kun anvendes i sort. Foring i hvid, blå, rød eller grøn er tilladt.
• Plys er tilladt, men kun i sort.
• Anvendelsesprotokol for næsebånd: Må ikke strammes mere, end at der er 15 mm mellem næsebånd og næseryg.
De nye ændringer træder i kraft den 1. april 2025, og de kan findes her.
Ændringerne er endnu et skridt i retning af en sport, hvor dyrevelfærd og fælles ansvar går hånd i hånd.