Årets femte danske løbsdag afvikles fra kl. 15.45 i eftermiddag, når BioCirc Trav Arena byder indenfor. Og det er faktisk tredje gang i år, at landets aktive søger mod Skive.
Der bydes på et kvikt program på syv løb, når ugens fredagsløb er landet i Skive, der for tredje gang i år stiller sin bane til rådighed. Det handler naturligvis om sæsonens anden ordinære løbsdag på BioCirc Trav Arena, og dertil skal så lægges løbsdagen, der i sidste uge blev flyttet fra Aalborg.
Og hvad er så i vente. Som nævnt handler det om syv løb, der kan afvikles på præcis to timer, og på papiret kan den succesfulde duo Morten Juul og Birger Jørgensen komme i fokus. Makkerparret står i dag bag Eclisse Bi, Go On A P, Joyner og Jon's Fella, der alle fire kan være med i afgørelsen.
Under alle omstændigheder skal Birger Jørgensen i vindercirklen i løbet af dagen. I banens program beskrives nemlig, at man under løbsdagen vil hylde de mest vindende fra 2023, og dér blev Jørgensen champion hos de professionelle.
Restaurant Tarok og banens Cafeteria er klar til dagens løb, så hent mere viden i forhold til mulighederne, billetkøb og dagens baneprogram ved at trykke her.