Fredagens danske løb: Bornholm er klar fra kl. 15.45

Fredag eftermiddag og på vej mod weekenden er en populær løbsdag for de danske væddeløbsbaner, og mon ikke det er tilfældet også på Bornholms Brand Park. Fra kl. 15.45 venter en spændende løbsdag med otte løb på programmet.

 

Beliggende midt i en Kr. Himmelfartsferie bør eftermiddagens fredagsløb på Bornholms Brand Park ligge helt perfekt både for de lokale og for øens mange gæster og turister.

Under alle omstændigheder kan det fremmødte publikum se frem til en interessant løbsdag fra kl. 15.45, og hvor det allerede i det indledende løb handler endnu en montéduel mellem Bonny Boy og Asger Molar. De to heste har for alvor domineret montéscenen de seneste år og hidtil i år med Asger Molar med den såkaldte overhånd. Måske laves der om på dét i eftermiddag. 

Senere mødes tre formstærke heste i form af Myrsjøs Rune, Hi Way The Night og Hejdi Hovmand, der alle allerede har været i vindercirklen i år.

Dagens primære signaturløb til minde om en tidligere formand Erling Rügge kan give lidt oprejsning til Årets Hest 2023 i form af Frøns Hjortshøj. Det har været stolpe ud for de seneste tre starter for hesten, der sidste år var i vindercirklen hele 11 gange. 

Du kan begynde forberedelserne til en spændende travdag ved at trykke her, hvor du finder info om dagen, billetkøb og baneprogram.

Vel mødt på verdens mindste travbane.