Fredagens danske løb: Charlottenlund byder på trav i forårssolen

Det skulle være sikkert og vist. Forårssolen vil mere end blot titte frem i eftermiddag, når Charlottenlund Travbane er vært for ugens fredagsløb. Ni løb er i vente, og som altid skal der kigges efter en vis rød- og grøntklædt kusk, hvis man er ude efter lidt gevinst i totalisatoren. Steen Juul er nemlig igen på togt på sin hjemmebane. 

Hvad har hestene Oliveira Bros, Hipster, Ikarus, Hotliner, Heimaey og Vamos Flax til fælles?

Svaret er, at de alle får fornøjelsen af Steen Juul som kusk i eftermiddag, og der hersker nok ikke megen tvivl om, at en eller flere af de nævnte også skal en tur i vindercirklen. Det mener i hvert fald tipseksperten Mikkel Johansen, der i dagens program tildeler vindertip til fem af de nævnte seks heste. 

Men alle løb skal køres først, og der er reel modstand at finde i flere af opgørene. Tyske Bjørn Spangenberg har ikke så mange startheste klar på nuværende tidspunkt, men der er god form på de heste, der meldes til start. I eftermiddag handler det bl.a. om Eye Catcher C og nyerhvervelsen Mylie Scott. 

Den gamle bane er klar til eftermiddagens program, hvor Café Lunden byder på både biksemad og flere variationer af smørrebrød hvis sulten skal stilles. 

Det hele indledes kl. 15.45, og du kan hente mere info, købe billetter og tjekke baneprogrammet op ved at trykke her