Fredagens danske løb: Lunden varmer op til Copenhagen Cup-dagen

Der er i dag blot ni dage til den store Menhammar Copenhagen Cup-dag, men allerede i eftermiddag varmer Lunden op til den store dag. Det sker med hele ti fredagsløb på den fine gamle bane. 

Der er ikke fyldt op i alle dagens opgør på Charlottenlund Travbane, men der er alligevel flere interessante løb i vente. 

Allerede i V5-spillets indledende afdeling mødes to spændende lokalt trænede 4-åringer, der givet har en derbydeltagelse til august som deres store mål. Det handler om Thomas Fischers Ibrahimovic, der skal forsøge at holde lidt mere rutinerede Imagine Shadow med Steen Juul bag sig hele vejen. 

Siden følger et løb for de mere rutinerede og en på papiret god opgave til Every Day med Max Nielsen i sulkyen i det traditionsrige Johs. & Aage Ulrichs Mindeløb. Every Day var topfin ved sejren senest på Falster, og fra næsten identiske betingelser kan det blive til en ny triumf. 

Nævnes skal også et fornemt felt i Travligaen med mindre end 120.000 kr. indtjent, og hvor hele seks af løbets otte deltagere har omkring 1.500 startpoint. Inden for travsporten betyder det normalt både klasse og form. 

Dertil kommer et Made in Denmark-løb for både de 3- og 4-årige heste, så glæd dig til eftermiddagens program. 

Du finder mere info, adgang til billetkøb, baneprogram og meget mere ved at trykke her