Hestevelfærd på dagsordenen

Gruppefoto af de Skandinaviske Travlandes deltagere

Dansk Hestevæddeløb deltog fredag/lørdag i Horse Welfare Summit på Flyinge uden for Malmö.

Hestevelfærd er et kerneområde i vores arbejde, og derfor sørger vi for, at vi som organisation holder os opdateret med den nyeste forskning og praksis. Horse Welfare Summit gav os en oplagt mulighed for at deltage og hente vigtig indsigt fra de adskillige internationale eksperter, der holdt oplæg om emner som udstyr, gruppeopstaldning, social licens to operate og tilridning.

Med over 1.200 deltagere var konferencen en vigtig platform for vidensdeling og debat. Fra Dansk Hestevæddeløb deltog Tine Nilsson og Peter Stenå, som begge arbejder med hestevelfærd inden for sporten. Derudover var også repræsentanter fra Norsk og Svensk Travsport deltagende. 

Peter Stenå siger om konferencen:
"Som repræsentant for Dansk Hestevæddeløb kunne vi suge nyttig viden til os, og ikke mindst få et indblik i de forskellige perspektiver på hestevelfærd fra både foredragsholdere og deltagere."