Ingen EM-succes for Mads Henriksen

Det gik ikke Mads Henriksens vej, da EM for Jockeys blev afviklet søndag eftermiddag på Malta. Og det var ikke den danske repræsentants skyld.

Af Claus Bossow

- Han blev reelt kørt ned i tre af fire løb. Forbenene blev klippet, og Mads fik ikke engang mulighed for at køre opløb. 

Sådan opsummerer Peter Stenå fra DH Sport Mads Henriksens oplevelser i EM for Jockeys, som søndag eftermiddag blev afviklet i fint solskinvejr på Malta. Og derved var mulighederne for et godt resultat naturligvis væk. 

Mads H Malta

Den 23-årige dansker var da også ganske klar i mælet, da han efter konkurrencen konstaterede, at her skulle han ikke ned for at køre travløb igen. 

Ud af det hele kunne Maltas egen deltager Jean Claude Pace kåres som europamester via to andenpladser, en fjerde- og en ottendeplads. Det rakte akkurat til sejr foran irske Jonathan Cowden, der endda vandt to af de fire afdelinger, mens sidste mand på podiet var østrigske Jonas Steiner.