Initiativ for at få flere heste på startlisten er skudt i gang - Aalborg er første stop på vejen "Til Start"

Dansk Hestevæddeløb har opstartet et nyt træningskoncept, Til Start, der skal skabe flere muligheder for, at heste kan komme godt i gang med karrieren.

Initiativet bygger på erfaringer fra Norge og Sverige, hvor det har haft stor effekt. Nu er det de lokale foreninger, der – i tæt samarbejde med Dansk Hestevæddeløb – får muligheden for at føre det ud i livet.

Til Start tilbyder deltagerne målrettet og professionel rådgivning samt erfaringsudveksling med professionelle travtrænere. Rådene kan man som hesteejer eller amatør bruge i arbejdet med sin unge – eller ældre – hest, som man drømmer om skal til start.

Dansk Hestevæddeløb understøtter de lokale foreninger, med henblik på at det er lokalt, indsatsen skal drives. For spørger man administrerende direktør Pål M. Tung, er det i det nære samarbejde mellem trænere, kuske og ildsjæle, at sporten virkelig rykker sig. Og netop det har Aalborg Hesteejerforening forstået og grebet. Her har foreningen selv samlet trænere og er en af de første foreninger der har planlagt de første fire samlinger – med opbakning fra Dansk Hestevæddeløb i kulissen.

Vi har længe gået med lignende tanker og synes, det er et stærkt initiativ, som giver rigtig god mening at tage til sig lokalt. Det handler ikke kun om at få flere heste til start, men også om fællesskab, vidensdeling og motivation,” siger medarrangør Julie W. fra Aalborg Hesteejerforening.

Pål M. Tung er også begejstret for den nordjyske indsats:

Det her er præcis den slags samarbejde, vi håbede på. Foreningen tager ansvar lokalt, og vi står klar med faglighed og sparring. Det er sådan, vi skaber positive forandringer, man kan mærke i sporten.”

Fire samlinger i vente – første gang den 9. april

Aalborg Hesteejerforening har organiseret fire samlinger i løbet af foråret og sommeren. Samlingerne er gratis og åbne for alle, der ejer eller træner hest på amatørplan og ønsker inspiration og rådgivning.

Den første Til Start-samling i Aalborg finder sted onsdag den 9. april kl. 16.00 på Spar Nord Arena i Aalborg ved staldområdet.

Dagen byder på introduktion til konceptet, rådgivning, fællesspisning og foredrag.

Derudover er der en åben invitation til at deltage i efterfølgende træningsaftener, hvor deltagerne kan afprøve de gode råd og vejledninger i et træningsløb.

Hvad sker der på dagen?
•    16.00 – 19.00: Mulighed for sparring og rådgivning fra lokale trænere samt fremvisning af hest med henblik på feedback. 

•    19.00 – 19.30: Fællesspisning (mod betaling)

•    19.30 – 20.30: Oplæg fra dyrelæge med fokus på god hesteforståelse og hestens fysiologi. – træning, holdbarhed og behandling.

De på nuværende bekræftede trænere, der deltager i løbet af samlingerne er, Jeppe Juel, Marc Bæk, Flemming Jensen, Anders Pedersen Og Kent Friborg. 

Alle med en hest kan deltage – uanset erfaring og banetilknytning. Det kræver blot, at man tilmelder sig direkte til Aalborg Hesteejerforening. Tilmelding sker til Julie Weinreich på [julie_tups@hotmail.com]

Ved tilmelding: Oplys om du ønsker at deltage i samling, spisning og foredrag – og om du medbringer hest.

De resterende samlinger er følgende: 
•    Lørdag den 10. maj
•    Tirsdag den 8. juli
•    Tirsdag den 19. august

"Vi håber, at det her kan skabe motivation og give flere mod på, hvordan man får et uforløst potentiale frem i sin hest. Som aktiv i sporten kender jeg selv til at mangle rådgivning fra en ekspert, så det er virkelig værdifuldt, at de professionelle trænere vil dele ud af deres viden. Det er en mulighed for at få erfaringer og sparring – uanset om man er hesteejer eller amatør,” siger Julie W. og understreger, hvor positivt de lokale trænere har taget imod projektet: “De har virkelig vist stor interesse og er klar til at stille op og hjælpe til."

Vil du med?

Har du en hest, ønsker du sparring og råd – og vil du gerne give din hest en god start på livet som væddeløbshest? Så meld dig til første samling i Aalborg – og bliv en del af noget, der både løfter din viden, din hest og fællesskabet omkring sporten.

Har du spørgsmål?
Så tag fat i Julie W. fra Aalborg Hesteejerforening på julie_tups@hotmail.com eller kontakt Dansk Hestevæddeløb på info@danskhv.dk.