Det udvalg, som Dansk Hestevæddeløb har nedsat til behandling af to sager vedrørende Bo Westergaard, har den 20. september 2024 afsagt en samlet kendelse i sagerne. Kendelsen og de tilknyttede dokumenter kan læses her.
Bo Westergaard er ved kendelsen som følge af overtrædelser af reglementet forvoldt ved forsæt og grov uagtsomhed idømt licensinddragelse og tiltrædelsesforbud i 5 år samt et gebyr på 50.000 kr. Der er tale om en samlet straf, der træder i kraft den 27. september 2024.
Straffen er en tillægsstraf til straffen i I D Exceptional-sagen på 2 år og 6 måneder. Samlet set vil Bo Westergaards licens dermed være inddraget i 7 år og 6 måneder, hvis dommeren i den civile retssag i I D Exceptional-sagen stadfæster Travsportens Overdomstols kendelse.
Sagerne og de dokumenter, der har indgået, har været forelagt for SDK (Skandinavisk Doping Komite), og afgørelsen og strafudmålingen er i henhold til Dansk Hestevæddeløbs faste praksis afsagt i overensstemmelse med SDKs indstillinger.
Bo Westergaard dømmes for forsætlig overtrædelse af medicinhåndteringsreglerne i sportens løbsreglement. Sagen er behandlet på baggrund af aktindsigt i dokumenter fra efterforskningen i en straffesag mod Bo Westergaard og dennes dyrlæge iværksat i sommeren 2021 af Nordjyllands Politi og Fødevarestyrelsen. Straffesagen blev indledt efter en anonym anmeldelse fra sommeren 2020 og udløste bøder til både Bo Westergaard og dyrlægen.
Nordjyllands Politi fandt bl.a. ved en ransagning i Bo Westergaards stald 17 forskellige typer af medicin, der blev opbevaret ulovligt, samt et større antal kanyler. 4 af de 17 typer af medicin var forbeholdt dyrlægers personlige anvendelse.
Der var tale om i alt 8 fyldte flasker injektionspræparater i form af: 5 fl. Flunixin, 1 fl. Dexadreson,1 fl. Loxicom, og 1 fl. Dexaject. Det store omfang og karakteren af dyrlægeforbeholdt medicin og i særlig grad opbevaringen af præparaterne Flunixin og Loxicom er vurderet som alvorligt af SDK.
Bo Westergaard dømmes også for 3 karenstidsovertrædelser i danske løb. De to er anset som uagtsomme, mens den tredje bedømmes som groft uagtsom af SDK og dermed mest alvorlig i forhold til strafudmålingen. De tre heste vil som konsekvens blive diskvalificeret fra starterne, og der vil derfor finde en resultatkorrigering sted i de pågældende løb.
I strafudmålingen er Bo Westergaards tidligere straf og licensinddragelse for en forsætlig overtrædelse af norsk travsports dopingreglement anset som en skærpende omstændighed.
Kendelsen kan af Bo Westergaard indbringes for Travsportens Overdomstol inden 30 dage.
Dansk Hestevæddeløb bemærker, at der ved afgørelsen er lagt betydelig vægt på hensynet til hestevelfærd, som er et centralt og væsentligt fokuspunkt i væddeløbssporten i Danmark. Afgørelsen præciserer, at der i væddeløbssporten er konsekvenser forbundet med overtrædelse af de bestemmelser, der har til formål at sikre hestevelfærd og sportens integritet.
Advokat Christian Holch vil stå til rådighed for henvendelser fra medierne fredag den 20. september 2024 fra kl. 12-14.