12. april er der Kick Off for galopsæsonen, men inden starten lyder til første løb, kan man deltage i et Kick Off-møde, hvor status for galopsporten drøftes. Helt konkret sker det lørdag d. 5. april på Klampenborg og søndag d. 6. april på Jydsk Væddeløbsbane.
Klampenborg: Spændende program fra morgenstunden
Kl. 08.45 starter dagen med 'Godmorgen i Paddocken' og morgenmad.
Herefter fremvises en række heste – med særligt fokus på 2- og 3-årige emner med potentiale til større opgaver i 2025, samt spændende anpartsprojekter for dem, der drømmer om at blive hesteejer i et fællesskab.
Kl. 12.00 begynder Kick Off 2025, præsenteret af administrerende direktør for Dansk Hestevæddeløb, Pål M. Tung, og direktør for Dansk Galop, Harald Dørum. De giver et indblik i status for galopsporten i Danmark og præsenterer visioner og mål for fremtiden.
Kl. 13.00 vises løb fra Dubai, og hele arrangementet forventes afsluttet omkring kl. 18.00.
Arrangementet er åbent for alle – man møder blot op på Klampenborg Galopbane.
Jydsk Væddeløbsbane: Staldrundgang og Kick Off i Aarhus
På Jydsk Væddeløbsbane begynder dagen med den årlige staldrundgang kl. 09.30, som afsluttes inden Kick Off-arrangementet går i gang kl. 13.00. Her vil Pål M. Tung og Harald Dørum ligeledes holde oplæg hvorefter der er mulighed for at stille spørgsmål
På grund af stor interesse er arrangementet rykket fra Tutten til Loungen under tribunen, hvor der bliver god plads til både oplæg og spørgsmål fra de fremmødte.
Også i Aarhus er der frit fremmøde, men det er ikke længere muligt at tilmelde sig frokost.
Weekenden giver dermed mulighed for at deltage i spændende galoparrangementer og få en hyggelig april-weekend i galoppens tegn, inden starten for en spændende sæson går i gang.