Mandagens danske løb: Galoppremiere på Fyens Væddeløbsbane

Med knap en måneds forsinkelse, så afvikler Fyens Væddeløbsbane i eftermiddag årets første galopløb. Kombidagen som starter klokken 14, byder på fem travløb og fem galopløb.

 

Galopbanen på Fyn stod under vand den 26. april, og derfor blev galopløbene den dag aflyst. I eftermiddag er galopbanen perfekt, efter at sommeren har ramt Danmark.

Derfor slippes fuldblodsracerne løs, når der er fem galopløb på programmet. Fem velbesatte galopløb, som danner rammen om et spændende V4-spil, hvor de åbne handicaps med al sandsynlighed vil give en stor gevinst.

Hovedbegivenheden er det traditionsrige Karl K. Pedersens Mindeløb, hvor der dystes om en førstepræmie på 30.000 kroner.

I dette løb kan svensktrænede Hongkong Yob og rytter Maikel Narvaez Bravo være dagens blank bud. Gik rigtig godt senest i Aarhus, og baneunderlag og distance passer perfekt. Det kan være spids og slut. 

Det handler dog først om travløbene fra klokken 14, forbeholdt sportens aktive amatører, og med mere end ti heste i gennemsnit pr. løb er der masser at se på. Og i forhold til hestematerialet så følger galopperne i den grad trop.

Baneprogrammet kan ses her