Mere end to millioner skal fordeles i Skive

Danske løbsdage på en lørdag aften har været lidt af en mangelvare hidtil i år. Det laves der dog om på i denne uge, hvor BioCirc  Trav Arena i Skive står for afviklingen. Og der er jackpot i vente. 

 

For kun anden gang i 2024 vil der i denne uge være fuldt program på en lørdag aften, og som traditionelt trækker flotte omsætningstal med sig. Ja, i praksis er det første gang i år, eftersom løbsdagen d. 13. januar i Aalborg grundet vintervejret måtte flyttes til om mandagen og i Skive. 

Meget passende er det Skive-banen, der står for arrangementet på lørdag, hvor der tilmed er ekstra meget at skyde efter for spillerne. Via overførsler fra ATG-puljer vil der nemlig blive overført flotte 900.000 kr. til kuponer med alle rigtige inden for V65-spillet. 

Via ATG's normalt meget pålidelige estimater betyder det en 6'er-pulje på godt tre mio. svenske kroner, hvilket svarer til to mio. danske kroner. 

Spillere og publikum kan begynde at glæde sig, og det er så blot at håbe på udsigten til flotte felter. Anmeldelserne sker som altid tirsdag formiddag, hvor DH Sport sidder klar ved telefonerne. 

Startlisten vil være klar ca. 14.00 i morgen.