Når passion bliver profession: Grundkursus løfter sporten og ungdommen

Dansk Hestevæddeløb sender ponyskolernes trænere på grundkursus for at styrke fagligheden yderligere. 

Tilmeldingsfristen for årets grundkursus i hestekundskab er udløbet, og vi kan berette om flere tilmeldte end sidste år – et positivt tegn for sporten med de aktives interesse for korrekt hestehåndtering. Kurset, der er arrangeret i samarbejde med SEGES Heste, giver deltagerne en dybdegående indsigt i hestens behov, sundhed og trivsel. Over fire intensive dage undervises der i bl.a. korrekt fodring, anatomi og hestens signaler, med fokus på hestevelfærd og ansvarligt hestehold. 

Som noget særligt i år sender Dansk Hestevæddeløb trænere fra ungdomsskolerne afsted. Nanni Køhler, ansvarlig for DH Ungdom, udtaler:

"Som en del af vores arbejde med en ny ungdomsstrategi sætter vi stærkt ind på, at vi har kvalificerede undervisere, og dermed er dette kursus step 1 for at sikre, at vores ungdomstrænere har den korrekte viden. Det er vigtigt for os, at børnene i vores ponyskoler ikke bare lærer at ride på eller køre bag en hest, men at de børn og unge, der går i vores skoler, får reel viden og indsigt i en hest og dens behov, og det kan kun sikres, hvis vores undervisere er klædt godt på. Gennem ponyskolernes undervisning vil vi gerne kunne kvalificere vores børn og unge til at kunne holde og passe deres egne heste på en ansvarlig måde."

Nanni supplerer: 

Nogle af trænerne fra landets ungdomsskoler har allerede gennemført relevante kurser, da de er aktive travtrænere. I år har vi dog valgt at sende de resterende trænere fra landets skoler afsted, som endnu ikke har taget en eksamen i en af vores kurser, for at sikre et ensartet og højt fagligt niveau.” 

Selve kurset forløber i uge 7 med en afsluttende eksamen 3-4 uger senere.

Kurset bidrager ikke kun til at løfte fagligheden i sporten, men også til at sikre, at sportens børn og unge møder kvalificerede undervisere, der kan formidle viden om korrekt hestehåndtering. Med kurser som disse, ønsker vi at styrke både den generelle viden om hestevelfærd blandt sportens aktive og sikre kvaliteten i ponyskolernes ungdomsundervisning, og det er fantastisk når de aktive støtter op og er med til at sikre en stærk og ansvarlig fremtid for sporten.