Nordisk samarbejde styrker hestevelfærd og konkurrencevilkår

Vores holdning er, at vi generelt vil være så proaktive som muligt i vores arbejde med hestevelfærd” – sådan siger administrationschef Uwe Bredahl om Dansk Hestevæddeløbs tilgang til hestevelfærd. En vigtig del af arbejdet for at sikre de bedste vilkår for hestene og sporten er i tæt samarbejde med sportens interessenter, og herunder gælder de nordiske nabolande. 


Onsdag og torsdag i denne uge var vi værter for et møde i København med repræsentanter fra NEMAC (Nordic Equine Medication and Antidoping Committee) – et nordisk samarbejde, der arbejder for at sikre hestevelfærd, antidoping og ensartede konkurrencevilkår i sporten.

Erfaringer og fælles løsninger

Mødet samlede nøglepersoner fra de skandinaviske lande, der samarbejder om antidoping, medicinering og andre centrale emner med betydning for både hestevelfærd og sportens konkurrencebetingelser. Fra dansk side deltog blandt andre administrationschef Uwe Bredahl, veterinærkonsulent Peter Fog og sportsmedarbejder Tine Nilsson.

Tine Nilsson, der til daglig arbejder med antidoping, udstyr og andre initiativer for at sikre hestevelfærd, fremhævede mødet som særdeles værdifuldt: "Det nordiske samarbejde giver os mulighed for at dele de bedste erfaringer og udfordringer, vi møder, både i vores egne lande og på tværs af grænserne. Det er et vigtigt samarbejde, hvor vi kan drage nytte af hinandens viden og få oplæg fra den nyeste forskning inden for sporten og hestevelfærd," forklarer hun.

Samarbejdet har også et praktisk sigte. Tine Nilsson understreger betydningen af at skabe ensartede regler på tværs af de nordiske lande: "Vores mål er blandt andet at opbygge en ensartethed i reglementerne, så det bliver lettere for de aktive at deltage i sporten på tværs af landegrænser. Det handler både om at styrke sporten og om at sikre de bedste vilkår for hestene."

Ud over at drøfte reglementer og velfærdsinitiativer bød mødet også på konkrete forslag og idéer til, hvordan informationen til sportens aktive kan styrkes. Det er afgørende, at reglerne ikke bare eksisterer på papiret, men også bliver kommunikeret klart og effektivt til dem, der er med til at udleve dem i praksis, på blandt andet dette punkt kunne vi tage nogle konkrete forslag med os.

Fokus på kontinuerlig udvikling

Administrationschef Uwe Bredahl ser møder som dette som en del af Dansk Hestevæddeløbs proaktive tilgang til hestevelfærd:
"Arbejdet med hestevelfærd er en løbende proces. Vi skal hele tiden blive klogere og finde nye måder at sikre vores ønske om høje standarder på – og det kræver samarbejde både nationalt og internationalt. Her er det nordiske samarbejde afgørende” siger han.


Med bred enighed om flere konkrete indsatser og idéer til videre arbejde afsluttede NEMAC-mødet i København med en styrket fælles forståelse. Arbejdet med hestevelfærd er en kontinuerlig proces hvor vi hele tiden ønsker at blive klogere og bedre, og selvom vi er langt og vores aktive i Danmark gør et stort stykke arbejde for velfærden i dag og for fremtiden, så er denne slags samarbejdsmøder utroligt givende i vores proaktive tilgang til at sikre sportens standarder.