Det er onsdag, det er Grundlovsdag - og det er travdag på Bornholms Brand Park. Fra kl. 15.10 venter en fin og ikke mindst alsidig travoplevelse bestående af ni løb på verdens mindste travbane.
Det er bestemt et spændende og alsidigt program, som Bornholm kan byde på i eftermiddag. Paletten er fint fyldt ud med flere amerikanerløb, et velbesat hoppeløb, et stayerløb, et ungdomsløb tillige med endnu en udgave af løbsserien for øens bedste heste.
Især eftermiddagens 4. løb forbeholdt hopperne og med en førstepræmie på fine 7.000 kr. tegner fint. På papiret ligner Hejdi Hovmand et godt bud på sejren, da det allerede er blevet til tre sejre i denne sæson. Imidlertid er de seneste to starter endt i galop for Hejdi Hovmands vedkommende, og det er der ikke råd til i eftermiddag.
Ungdomsløbet er forbeholdt de yngre kuske, og der er her gensyn med Niclas Steinlein, der for en kort bemærkning er på besøg på hjemstavnen. Steinlein er netop tiltrådt i stalden hos Steen Juul på Charlottenlund Travbane, og bag sidste års sejrssluger Frøns Hjortshøj kan han meget vel komme forbi en tur i vindercirklen i eftermiddag.
Du kan læse om løbsdagen, om billetkøb og baneprogrammet til Grundlovsdags-løbene ved at trykke her.