Opdatering fra baneledermøde

Onsdag d. 9. april blev der afholdt et vigtigt baneledermøde, hvor også banernes bestyrelsesformænd deltog. Her præsenterede Claus Kolin fra DTGU og adm. direktør i Dansk Hestevæddeløb, Pål M. Tung den økonomiske virkelighed for sporten som helhed, herunder den nye breddetilskudsmodel, og hvordan Dansk Hestevæddeløb disponerer sportens midler fordelt på de aktiviteter, der udføres indenfor hestevæddeløb.

Mødet tydeliggjorde, at vi står overfor både store udfordringer og spændende muligheder. For at kunne udnytte disse muligheder er det afgørende, at vi griber dem på den rette måde.

Ifølge Pål M. Tung befinder vi os på et kritisk tidspunkt, hvor det er nødvendigt at tænke nyt, handle klogt og sætte barren højt. Det handler ikke kun om at sikre sportens overlevelse, men også om at udvikle en stærkere og mere bæredygtig forretning, som kan stå på egne ben. En forretning, der skaber værdi for alle aktører, vores partnere og ikke mindst for sporten selv.

For at nå dette mål kræver det ifølge Dansk Hestevæddeløbs direktør, at vi alle ser indad, identificerer vores egne styrker og potentialer, og samler de rette mennesker omkring os. I den kommende fase vil strategi og samarbejde være nøgleordene, når vi omsætter de gode idéer og visioner til konkrete resultater.

Pål M. Tung og Dansk Hestevæddeløb ser frem til at fortsætte denne rejse sammen med banernes ledelse, og håber, vi alle går ind i den næste fase med mod, ambition og en fælles vilje til at lykkes. Således kan vi med hans ord forme en stærkere og mere bæredygtig fremtid for hestevæddeløbssporten.