Rejs 100 år tilbage i århusiansk væddeløbshistorie

Publikum får ekstra oplevelser oveni væddeløbene når Jydsk Væddeløbsbane fredag, lørdag og søndag fejrer 100 års jubilæum.

Væddeløbsfans fra hele landet sætter i weekenden kurs mod Jydsk Væddeløbsbane. Her er der en ekstra oplevelse i bonus, hvis man lægger vejen forbi banens nye Sparekassen Kronjylland-loungeområde. Her har frivillige kræfter indrettet et midlertidigt museum med genstande fra 100 års århusiansk væddeløbshistorie.

»Projektet startede med, at vi i efteråret 2023 fandt en masse scrapbøger i en kælder. De var vandskadede, men vi gennemgik materialet og fik reddet det, der reddes kunne,« fortæller Lotte Meier, som er en af de frivillige med veneration for Jydsk Væddeløbsbane.

»Så stod vi med en mængde materialer, scrapbøger, gamle magasiner, bøger og lignende, og tænkte: Hvad skal vi gøre med det? Men eftersom mit arbejdsliv har været i galleri- og udstillingsverdenen, lå det for mig lige til højrebenet, at det skulle vi vise på en eller anden måde i forbindelse med 100 års jubilæet,« tilføjer Lotte Meier.

Repræsentanter for frivilliggruppen, der har arbejdet med at dokumentere 100 års århusiansk væddeløbshistorie. Fra venstre ses Lotte Meier, Anne-Marie Nordby Kjær og Lone Kristensen. Knælende ses galoptræner Mikkel Johansen ved en galopsaddel og de væddeløbsfarver han har udlånt til udstillingen.

Det var der heldigvis andre end hende, der syntes var en god idé, så en frivilliggruppe med den overvejende galopinteresserede Lotte Meier og de travinteressede Lone Kristensen og Anne-Marie Nordby Kjær i spidsen har stået for arbejdet med at indsamle og udvælge effekter til udstillingen.

»Vi gik i gang med at redde og tørre materialet. Og så har vi gået og brygget på, hvordan man kunne lave en udstilling,« fortæller Lotte Meier.

Udfordringen var at lave en udstilling, der ikke koster så meget at lave, men som alligevel er relevant. Den mission er lykkedes. Således kan man i lounge-området dykke ned i interessante historiske avisudklip, billeder og omtaler, der er opdelt i hvert af de ti årtier Jydsk Væddeløbsbane har eksisteret.

»Derved kan publikum få et indtryk af flowet i historien, uden at udstillingen på nogen måde går ned i detaljen. Den viser mere et overordnet indblik i, hvad Jydsk Væddeløbsbane har været for et sted gennem tiden,« forklarer Lotte Meier.

Jydsk Væddeløbsbane har en lang historie, og her vises blot et udpluk af den. Du kan dykke ned i hele banens historie i jubilæumsweekenden

Overdrages til stadsarkivet

Hvis man vil opleve udstillingen gælder det om at møde frem i jubilæumsweekenden. Det er aftalt, at alt materialet herefter overdrages til Aarhus Stadsarkiv. Man kan dog håbe, at udvalgte dele forbliver på Jydsk Væddeløbsbane til glæde for et fremtidigt publikum som en dokumentation af, hvilken kulturbærende institution væddeløbssporten er i Aarhus.

Foruden de historiske materialer rummer udstillingen også eksempler på køredragter, jockeyudstyr, pokaler og lignende, så publikum har mulighed for at tage effekterne i øjesyn på nærmeste hold i stedet for på afstand, når man ser jockeyerne i paddocken eller kuskene nede på banen. 

Den lokale galoptræner, Mikkel Johansen, betragter lidt af banens historie. Mikkel har også hest meldt til start i til Jydske Galopderby-dagen, lørdag d. 29. juni

I tilknytning til lounge-området bliver der også et udendørs-område med særlige aktiviteter lørdag og søndag, men det er en helt anden historie, som man kan tage i øjesyn ved at møde frem i jubilæumsdagene:

Fredag d. 28. juni kl. 15.45: Fair Finans Jydsk 4-års Hoppe Grand Prix
Lørdag d. 29. juni kl. 13.45: Århus Stiftstidende Jydsk Derby
Søndag d. 30. juni kl. 13.45: Rengøringsservice Danmark Jydsk 4-års Grand Prix - IdHAIR Preben Munchs Mindeløb

Tag til væddeløbsfestival i Århus. På Jydsk Væddeløbsbanes hjemmeside kan du købe billetter og orientere dig om de enkelte jubilæumsdages aktiviteter og underholdningsprogram.

Aarhus har masser af overnatningsmuligheder, oplevelser, spisesteder og attraktioner. Find yderligere inspiration på visitaarhus.

Nyt fra Jydsk Væddeløbsbane