Storslåede travløb venter i Paris denne weekend, men byen danner også rammerne for vigtige samtaler på tværs af travets nordiske organisationer.
Denne weekend deltager Dansk Hestevæddeløbs administrerende direktør ved storløbsweekenden i Paris, hvor det ikoniske Prix d’Amérique løber af stablen. Udover spændende travløb er der også vigtige møder på programmet for vores administrerende direktør, Pål Tung, og repræsentanter fra Dansk Travsports Centralforbund (DTC).
I løbet af weekenden mødes vi blandt andet med Nordisk Travråd og UET for at drøfte fælles indsatsområder. Derudover vil Dansk Hestevæddeløb og Svensk Travsport mødes til en indledende snak, for at tale om den videre proces for genforhandling af samarbejdsaftalen mellem de to organisationer.
Mødet markerer et vigtigt skridt i at skabe en klar struktur for fremtidige forhandlinger, og begge parter er enige om at prioritere et stærkt og fleksibelt samarbejde, der skal understøtte travsportens udvikling i både Danmark og Sverige.
Vi ønsker at understrege, at processen fortsat er i sin indledende fase, og der er ikke nogen konkrete ændringer eller nye aftaler på bordet endnu. Dialogen vil dog fortsætte, og vi vil naturligvis holde de relevante interessenter opdateret, når der er væsentlige nyheder at dele.