Saturday Night Racing i Skive - millioner på spil og masser af heste

Alt peger mod en virkelig flot lørdag aften på BioCirc Trav Arena i Skive, når årets første danske udgave af Saturday Night Racing er på plakaten. Der venter i omkredsen af de tre mio. kr. til fordeling mellem spillerne, og spillet er honoreret med flotte felter aftenen igennem. 

Der er ni løb på programmet med lørdag aften, og med 88 heste skrevet til start er det meget tæt på ti heste pr. løb.

Sammen med jackpotoverførsel på 900.000 kr. og derved to mio. danske kroner til fordeling mellem kuponerne med seks rigtige inden for V65-spillet skal forventningerne til en super lørdag aften være til stede. 

Løbsdagen byder endvidere på årets første starter for Flemming Jensen, og der er reelt tale om toptrænerens første starter siden V75-dagen i juledagene netop i Skive. Da hentede Jensen såmænd fem sejre!

Det vrimler med fine løb, og nævnes skal unghestestjernen og hjemmebanehesten Hnokki Speed, der får sin ilddåb i hurtigklassen og dér bl.a. møder Andre Ward. 

Forberedelserne til en meget spændende løbsdag kan begynde ved at trykke her, hvor du kommer til startlisten til Saturday Night Racing.

 

Mandags-lunch i Aarhus

Efter lørdagens program kan man søndag komme hviledagen i hu, inden det igen går løs i næste uge. Her er det Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus, der står for mandagens lunchprogram. 

Lokale Michael Lønborg har fortsat 2023-successen ind i det nye år, og han står med fine chancer også på mandag.

Ghania Sensei  kommer med fem sejre inden for de seneste seks starter, og den fine hoppe kan meget vel indlede den skandinaviske V4-omgang med en ny sejr. 

Lønborg kan på papiret også stå med vinderchance bag Here We Go Chief og Henri Cloc, men husk som spiller altid på, at man aldrig må undervurdere Birger Jørgensen. Der kan tilmed være gode odds på den tidligere verdensmester, der mandag er udstyret med flere høje startnumre.

Løbsdagen byder på i alt seks løb med 54 heste til start på denne årets næstsidste omgang lunchløb på en mandag. Den sidste venter en uge senere i Skive d. 18. marts. 

Mandagens startlister finder du ved at trykke her