Sejrsgestus - meget gerne, men...

Der opstår af og til debat, når kuske viser glæde ved at køre først over stregen og udtrykker det i forskellige former for sejrsgestus. Her følger nogle præciseringer. 

Dansk Hestevæddeløb ser positivt på, når kuske og ryttere viser glæde og begejstring ved at være først på målstregen. De er i stor grad med til at sælge sporten og giver publikum en forstærket følelse af en autentisk oplevelse.

Dog er der et vigtigt argument og en nødvendig pointe, som skal fremhæves i forhold til dét at lave en sejrsgestus - nemlig, at sikkerheden i vores trav- og galopløb går forud for alt andet. 

Det betyder inden for travet, at det ikke er tilladt at have fødderne ude af bøjlerne og løfte benet i vejret som en del af sejrsgestus hen mod målstregen. 

Og hvorfor så ikke det vil man spørge?  

Svaret er relativt simpelt og refererer til, at ikke alle kuske har tilstrækkelig rutine til at udføre den form for gestus, samtidig med at heste reagerer forskelligt i situationen. 

Der kan derfor meget hurtigt opstå en situation, hvor det er nødvendigt at have begge fødder i bøjlerne for at sikre, at der ikke opstår en farlig situation. Det kunne i værste tilfælde være styrt eller andre ulykker for enten den direkte involverede eller for de øvrige ekvipager. 

Derfor skal alle kuske holde benene i bøjlerne, indtil målstregen er passeret, mens det er tilladt at lave sejrsgestus med hånd og arm, så længe man ikke generer konkurrenterne - og herunder både øvrige heste og kuske. 

Også i Dansk Hestevæddeløb håber vi på fremadrettet at opleve glæden ved at vinde i vores sport, men stadig er der sikkerhedsmæssige forhold og vores reglement, der skal overholdes. 

Fik du læst...

Se flere nyheder