September Måneds Præstation – Henrik Will

September Måneds Præstation – Henrik Will

At skabe en stjerne inden for travsport kræver mere end blot dygtige heste. Det kræver også et dedikeret team, der besidder standhaftighed, intuition, kærlighed og tålmodighed. Henrik Will fandt dette team i Stald Kojak, der med deres tilgang har skabt en hest, der fortjener hyldest. Derfor har Dansk Hestevæddeløb i samarbejde med Bet25 valgt at ære Henrik Will som Oktober Månedens Præstation.

Af Sigrid Eglin

Henrik Will har siden sin toårssæson været en del af toppen i sin årgang, men det har ikke altid været en let vej til succes i de største løb for H-årgangen.

Treårssæsonen begyndte lidt ujævnt, og det blev klart, at Henrik Will ikke trivedes på Aarhus-banen, da han galopperede som favorit i sin Grand Prix-prøve. Efter et genbesøg som 4-årig, hvor han igen udviste frustration på banen, besluttede teamet at undlade løb på Jydsk Væddeløbsbane i fremtiden. Men hestens form forbedrede sig kun mere og mere, og efter en imponerende sejr i sin kvalifikationsløb, blev Henrik Will betragtet som en af de største favoritter i Dansk Trav Kriterium 2022. Desværre satte en hændelse i første sving en stopper for hans sejrschancer, da en konkurrent ramte Henrik Will og tvang ham til at galoppere.

Efter næsten fem måneders pause lød startskuddet til den vigtige derbysæson i april i år. Men kredsen omkring Henrik Will valgte en noget anden tilgang mod Dansk Trav Derby. I stedet for det traditionelle "årgangsspor" deltog han i løb i sin egen klasse både i Sverige og endda i et amatørløb på Fyn, hvor ejeren selv sad i sulkyen. Medejer, Gitte Hansen udtalte om denne utraditionelle beslutning:

-          "Da han stadig ikke kunne lide banen på Jydsk Væddeløbsbane som 4-årig, var der ikke andet at gøre end at acceptere hans ønsker, og vi ville ikke risikere at presse ham ud i noget, han ikke trivedes i."

De valgte derfor at lytte til Henrik Wills signaler og fandt andre veje. Veje som alligevel skulle føre dem til det største løb, en 4-årig hest kan deltage i - Det Danske Travderby.

 Og trives, det gjorde Henrik Will, med sin faste makker, Ken Ecce, i sulkyen, da han sejrede i svenske Vaggeryd med en imponerende tid på 11.8 fra bagspor. Da blev det klart, at hesten var klar til derbyet. En sikker sejr i derbykvalifikationen gjorde Henrik Will til næstfavorit i det store løb, og spændingen var til at føle i luften før løbet. Gitte mindedes timerne op til løbet og beskrev, hvordan Henrik Will virkede rolig og i god form. De var klar til at bevise, at Henrik Will var noget helt særligt. Og det var bestemt også et dominerende løb, hvor Henrik Will bestemte fronten undervejs.

-          "Man når jo lige at drømme" siger Gitte Hansen om de hæsblæsende få sekunder før Henrik Will sætter i en galop med kun 200 meter til mål og mister vinderchancen. Om følelserne da løbet er slut, uddyber Gitte:  

-          "Man er jo ærgerlig, men man kan ikke gøre mere. Så er det op på hesten igen. Det er jo klart, vi mener vi har en rigtig god hest, men der er jo så meget held i det”

895A03501 (1)

Foto: Ditte Hesselborg af Henrik Will med Ken Ecce til Aalborg Stor Pris 16/9-2023

Gitte og teamet bag Henrik Will fik dog mulighed for at vise, hvor dygtig hesten virkelig var, da han tog revanche i Spar Nords Aalborgs Store Pris, også kendt som Derbyrevancen.
Her fik Henrik Will i den grad revanche! Igen bestemte den flotte vallak undervejs, og denne gang kom sejren i hus med en vindertid på flotte 1.12,1 for de 2140 meter.

Da Gitte blev spurgt om, hvad der står stærkest som det største med Henrik Will, nævnte hun også Spar Nord Aalborg Store Pris:

-          "Det var bare fantastisk, da han vandt det løb! Man ved ikke, hvor god en hest man har, før man deltager i årgangsløbene. Derfor var det fantastisk at se ham vinde i Aalborg og vise alle, at han bare er en af de bedste i sin årgang."

Og selvfølgelig skal en af de bedste i årgangen hyldes! Men hvordan blev Henrik Will sådan en dygtig hest? Er der mon hemmeligheder at dele? Derfor blev Gitte spurgt ind til, hvad hun mener ligger til grund for Henrik Wills succes. Og her begynder historien ved auktionen i Aalborg, hvor Stald Kojak mødte spændte op.

Viden om Henrik Will fra opdrætteren, den nu 87-årige Tenna Ipsen, var allerede nået Stald Kojak før auktionsdagen. De køber nemlig kun en hest, hvis de kan mærke, at den har en god personlighed og et godt hoved - en "her kommer jeg"-personlighed, som Gitte udtrykker det. Det er også vigtigt, at hesten kan være en del af deres team i lang tid, da det er en langsigtet investering. Faren, Great Challenger, og moren, Wild Jessie, var et stærkt forældrepar, så det burde give en solid hest der kunne nå igennem deres nåleøje.

Da de så Henrik Will første gang, vidste de, at han skulle være deres. Heldigvis blev han det, og det har båret frugt siden hen. For Stald Kojak gør det på deres egen måde, og det er med hestens præmisser og behov i fokus: "Vi ønsker jo at have ham i lang tid”

Henrik Will er således et resultat af trænere og ejere, der respekterer hesten, forstår dens behov og lytter til, hvad den har brug for. Gitte beskriver Henrik Will som en hest med et godt hoved, der elsker træning og altid har gjort det. Og det skulle også vise sig, at træner Hans Henning kunne mærke Henrik Wills kærlighed til træning. Blot få gange efter at have kørt med den dengang unge Henrik Will udtalte Hans:

-           "Ham her, ham kan jeg køre årgangsløb med."

 En udtalelse, som Gitte først blev bekendt med, da Henrik Will vendte mulen mod Det Danske Trav Derby i 2023.

Forsidefoto: Burt Seeger af Henrik Will med Ken Ecce på Charlottenlund Travbane 11/8-2023. 

Rettet udgave 26/10 2023