De opdaterede reglementer og retningslinjer, der er trådt i kraft pr. 1. januar, indeholder en præcisering og derved en skærpelse af de såkaldte animeringsregler.
Ved indgangen til 2023 indførtes skærpede animeringsregler, der dækker over kuskenes adfærd i forhold til at få hestene til at yde deres bedste. Nu er vi kommet til 2024 og en ny sæson, og igen skal de aktive forholde sig til en yderligere skærpelse af animeringsreglerne.
Kort fortalt vil reglementet for animering blive ændret så det fremover ikke vil være tilladt at udføre reelle slag på hesten.
Fremover er det kun tilladt at udføre et meget begrænset antal lette animeringer via bløde berøringer af hesten med pisk og/eller line. Disse udføres primært ved små vrid i håndleddet eller underarmen og uden, at der lægges kraft bag bevægelsen.
Pisken er stadig tilladt – men alene som et værktøj til korrektion og kommunikation med hesten for at undgå en ulykke.
Dommerkomiteens vurdering af overtrædelser af reglementet vil fortsat ske med udgangspunkt i en helhedsvurdering af situationen og med fokus på, at hesten ikke udsættes for unødigt pres.
Det er fremover kun muligt at animere på følgende måde:
- Animering med pisk eller line skal altid udføres blødt og ikke udsætte hesten for unormalt pres
- Animering med pisk skal altid udføres med små, lette bevægelser med håndled et fåtal gange under løbet og med pause så hesten altid gives mulighed for at svare på animeringen
- Al animering skal ske med pisken vendt fremad og med en line i hver hånd
- Kusken skal altid have fødderne på/i sulkyens fodstøtte – undtagen ved manøvrering af sidestænger eller træk af vat/hætte/hovedlag
Landsdommer Kim Kabling har sammen med Bet25 Live lavet en lille video, hvor emnet er animeringsreglerne. Den finder du ved at trykke her.
Den konkrete ordlyd af reglerne finder du i Løbsreglementer på side 16-17 og findes ved at trykke her.
Heri er det også muligt at læse sig frem til, hvad der ikke længere er tilladt.