Søndagens danske løbsdag: Menhammar Copenhagen Cup 2024 - Topløb fra ende til anden!

Så sker det. Fra kl. 13.00 byder Charlottenlund Travbane på årets udgave af Copenhagen Cup 2024, der også i år er begunstiget af Menhammar Stuteri som hovedsponsor. Vejret bliver forrygende, sporten helt i top, så der er alle gode grunde til at aflægge et besøg på Nordens ældste travbane. 


Der er hele 13 løb på programmet, og hvor den største interesse naturligt samler sig om om hovedløbet, hvor der sandsynligvis aldrig er præsenteret et felt med så mange startpoint, som det er tilfældet i årets udgave. Det samlede tal er hele 105.304!!

Barack Face står for næsten halvdelen via sin sejr sidste år i Europaderbyet, men der er virkelig kvalitet over hele linjen i søndagens hovedbegivenhed. Barack Face skal ud i sæsondebut, men er aktuelt alligevel løbets store favorit. 

Klaus Koch har til baneprogrammet sædvanen tro udarbejdet en præsentation af samtlige deltagere i Menhammar Copenhagen Cup 2024, og i forhold til Barack Face lyder ordene således: 

Lundens nærmeste nabobane Jägersro plejer altid at være velrepræsenteret i Menhammar Copenhagen Cup. Således også i år, idet ingen ringere end fjorårets Europaderbyvinder Barack Face kommer til start i hvad, der bliver dens sæsondebut 2024. Som søn af Ready Cash og Lisa America har hingsten ”verdens bedste afstamning”, og den er opdrættet hos familien Kolgjini på Vomb i Skåne, hvor den også har haft hele sin tilværelse og der trænes af Adrian Kolgjini – en ung træner, som på få år har taget sig helt op i den svenske travtrænerelite. Barack Face indledte sin karriere i USA, hvor han som 2-åring gjorde et par starter på The Meadowlands i New Jersey. Sit gennembrud fik Barack Face som 3-åring med en andenplads i Breeders Course-finalen. Som 4-åring vandt han sin Derbyprøve og blev en fremragende nr. 2 i selve Derbyet bag Joviality. Han fik dog en Derbysejr, idet han i efteråret – efter at have vundet sit udtagelsesløb – vandt finalen af Grand Prix de l’UET, populært kaldet Europaderbyet.

Du kan læse mere om de øvrige deltagere hovedløbet i baneprogrammet, som du finder via linket nederst i denne artikel. 

I forhold til det høje sportslige niveau, så følger rammeprogrammet i dén grad trop. Dagen er som altid begunstiget af et interessant V75-spil, og spilleformen indledes med et forrygende stayerløb med hele 15 heste.

Derefter følger Fireårseliten, et flot løb for Hoppeeliten med flere danske topheste, og så skal årets udgave af sprinterløbet Copenhagen Open også nævnes. Her bliver de danske farver forsvaret af Seven Nation Army og Extreme, der især fra det svenske får yderst kompetent modstand. 

Du kan hente meget mere info, købe billetter og hente baneprogram ved at trykke her

Vel mødt til årets største internationale travdag på Charlottenlund Travbane.