Fredag eftermiddag kunne DH Sport offentliggøre propositionerne for december måned, og under overskriften "Sportschefen har ordet" præsenterer René Jensen årets sidste måned på de danske travbaner.
Af Claus Bossow
Velkommen til december måned
Årets sidste måned byder på 13 løbsdage og hvor der også er flere spændende ting at se frem til – ikke mindst den store V75-dag sidst på måneden i Skive! Odense har finaledag den 17/12 og holder så en lille pause til starten af februar, mens de fire andre aktive travbaner holder hjulene i gang gennem vintersæsonen.
Ligafinaler i Odense
December måned starter med en meget fin dag i Odense, hvor der fredag den 1/12 afvikles Ligafinaler. Det er et meeting som startede tilbage i august, og hvor der således er mange heste, som har haft chancen for at opnå point til en attraktiv finaleplads. Der køres om hele 120.000 kroner i de fem finaler, hvor der altså foruden 50.000 kroner til vinderen også er fine penge til de øvrige placerede heste (8 præmier). Så tag nu chancen og meld din hest – er man ikke med, kan man af gode grunde ikke vinde noget!
Nationalløb med forhøjet præmiesum
På Lunden den 10. december afvikles Nationalløb, som er et løb kun for danskfødte heste (som løbsnavnet indikerer). Det er et løb over 2500 meter udskrevet med tre tillæg, og hvor præmiesummen i år bliver på fine 85.000 kroner. Med den proposition bør løbet være lokkende for en bred skare af heste.
2-åringernes Efterårsserie
Fra cirka midten af november starter en løbsserie for de yngste heste under navnet 2-åringernes Efterårsserie. Det er en serie over 6 løb samt en finale i Aalborg på selveste Juleaften (om formiddagen). Foruden gode præmier i de indledende afdelinger er der hele 90.000 kr. at køre om i finalen – og med en fordeling som også giver gode præmier til hestene bag vinderen. Traditionen med trav på Juleaftensdag har nu pågået i en del år, og der plejer at være god opbakning til løbsdagen fra amatører, hesteejere og trænere som synes om at træffes og sige både God Jul til hinanden og selvfølgelig håbe på en ekstra gave. Omsætningsmæssigt er det også en vældig populær dag, hvor mange danskere, nordmænd og svenskere spiller med i både V64 og Dagens Dubbel.
V75 Winter Burst
Tilbage i 2018 fik Danmark chancen at være en del af ATG’s populære spillekoncept V75 Winter Burst. Konceptet indebærer at der afvikles V75-spil hver dag fra den 23/12 til den 31/12 (dog undtaget Juleaften), og hvor eventuelle jackpots i denne periode samles til løbsdagen på Nytårsaften. Den danske V75-dag i Winter Burst-programmet byder på mange veldoterede løb, så også her er opfordringen: meld din hest!
Aarhus lukker sæsonen
Årets sidste løbsdag i Danmark i 2023 afvikles i Aarhus den 29/12 – på en fredag, hvor der sikkert også kan ventes stort rykind. Herefter tager Aarhus-banen også en lille pause og er tilbage igen i uge 4 i det nye år.
Sæsonplanen 2024
Fredag den 27. oktober blev sæsonplanen for 2024 offentliggjort. Den kan ses bagerst i denne kalender, og den omfatter 233 løbsdage – mod 237 dage i 2023. Hvad angår antallet af løb og præmiebudget, så forventes dette afklaret i midten af november – men målsætningen er cirka samme antal løb som i år og præmiekroner modsvarende årets tal. Mere nyt om dette når alt er klar.
Tilmelding til Præmiechancen for L-årgangen
Nu er det også ved at være høj tid til at anmelde sin åring til Præmiechancen for L-årgangen – såfremt man altså vælger at afstå fra Unghestesatsningen. Ved en anmeldelse til Præmiechancen opnår man mulighed for 50% ekstra i præmier i visse af de udvalgte unghesteløb, såfremt hesten er i præmierækken. Løbene det gælder for L-årgangen er: Dansk Opdrætningsløb 2024, Dansk Trav Kriterium 2025, Dansk Hoppe Kriterium 2025, Grand Circle 3-års Championat 2025, Grand Circle 3-års Hoppe Championat 2025, Jydsk 3-årings Grand Prix 2025, Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix 2025, Dansk Trav Derby 2026 og Dansk Hoppe Derby 2026. Anmeldelse skal ske senest torsdag den 30/11 og via mail til: Susanne Olsen sol@danskhv.dk eller undertegnede rj@danskhv.dk
Hestesportens Galla
En anden vigtig dato at sætte kryds ved allerede nu, er lørdag den 10. februar 2024. Her afholdes nemlig Hestesportens Galla – som sædvanligt på Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus. Mere information følger – men reserver allerede dagen/ aftenen nu til en festlig og fornøjelig sammenkomst i smilets by.
Løbsstatistik (trav)
Antal løbsdage/løb/startende heste 2023 (tom 31/10): 180 løbsdage/1.514 løb/13.701 starter - snit per løb: 9,05 Slettede heste: 498. Udbetalte præmier: 45.881.910 kr. Antal løbsdage/løb/startende heste 2022 (tom 31/10): 179 løbsdage/1.552 løb/14.229 starter - snit per løb: 9,17. Slettede heste: 475. Udbetalte præmier: 43.922.021 kr.
I januar måned venter der, som sædvanligt, årets mindste mned rent løbsmæssigt med bl.a. nogle mandags-lunchtrav og en lørdag V65-aften. Mere om dette og andet i næste nummer som forventes være klar i slutningen af uge 51.