Startlister klar til Falster og Aarhus

Startlister klar til Falster og Aarhus

Falster lukker søndag eftermiddag ugens travscene for denne uge, mens Jydsk Væddeløbsbane indleder en ny uge på mandag. Startlisterne er klar til begge løbsdage 

Af Claus Bossow

Rutinerede Jens Arne Hansen har i treårige Ideal Stone en virkelig reklamehest. Søndag er den til start igen, og det bliver i jagten på 7. sejr i karrierens kun niende start. 

Det sker fra kl. 14.00, hvor Nykøbing Falster Travbane byder på et program bestående af otte løb. I et andet af søndagens løb møder vi I Q Fårup, der også kender vejen til vindercirklen, så der kan bestemt argumenteres for, at efterårsferien sluttes med et besøg på banen på Falster. 

Du finder startlisten ved at trykke her

Tidligere start mandag i Aarhus

Næste uges væddeløb indledes på mandag, når Jydsk Væddeløbsbane byder indenfor med såkaldte breddeløb. Der er syv løb på programmet, og det skal bemærkes, at løbene indledes allerede kl. 15.45. 

Det er ved at være efterår og den mørkere tid, og mens vi venter på udbedring af belysningen på banen, er starttidspunktet på to resterende oktober-løbsdage i Aarhus rykket frem. 

Som nævnt handler det om bredde- og amatørløb, og så skal det nævnes, at der kan være lidt særligt at skue i eftermiddagens prøveløb med start kl. 15.10. Her stiller nemlig Jacobite til start for Michael Lønborg, og som lillebror til Holger Danske og Eddie The Eagle er der helt sikkert store forventninger til den treårige hest. 

Startlisten til Aarhus finder du ved at trykke her