Startlister klar til søndag i Aalborg og mandag i Aarhus

For første gang i denne sæson afvikles der tre løbsdage omkring en weekend. Og nu er startlisterne klar til søndag i Aalborg og mandag i Aarhus, der begge byder på lunchtrav med store omsætningstal i vente.

 

Fredag eftermiddag byder BioCirc Trav Arena Skive med første start kl. 15.45. Derved kommer banebelysningen i brug frem mod de sidste løb, men det er ikke tilfældet søndag og mandag. 

Spar Nord Arena i Aalborg er vært for lunchtrav søndag, hvor der fra 12.45 afvikles et hurtigt program med seks løb. Det er vel blot at konstatere, at de svære træningsbetingelser også har ramt det nordjyske.

Men der venter alligevel flere interessante opgør, og noget kunne tyde på, at lokale Marc Bæk kan få en god dag.

Fra stalden finder vi Inverness Downs, Jaguar Dream og ikke mindst Baccis, der synes at stå med vindermuligheder. Dog skal sidstnævnte op mod Gambino, der imponerede så sent som mandag middag i netop Aalborg. 

Løbene indeholder både skandinavisk Lunch-V4 og Lunch-Dubbel, og du finder startlisten til søndagens program ved at trykke her

 

Der er også skandinavisk Lunch-V4 og Lunch-Dubbel på plakaten mandag fra kl. 12.20, når Jydsk Væddeløbsbane lægger underlag til.

Fem løb er i vente med et gennemsnit på ni heste, og det må betegnes som tilfredsstillende.

Når der tilmed er heste som I'm Al's Princess, Ghania Sensei og Hardcore Diamond til start i V4-3 hhv. LD-1, så er det tegn på en vis kvalitet. De tre heste har samlet otte sejre at henvise til i deres seneste 15 starter. 

Du finder startlisten til mandagens opgør i Aarhus ved at trykke her