Startlister til flot Kriterie-søndag på Lunden

Startlister til flot Kriterie-søndag på Lunden

Med 11 løb og heriblandt de to Kriterie-finaler vil fokus på søndag være rettet mod Charlottenlund Travbane. Og der er masser af spændende opgør i vente. 

Af Claus Bossow

Årets største løb for de treårige heste er naturligvis klassikeren Dansk Trav Kriterium, der siden 1983 også har omfattet en hoppeudgave via Dansk Hoppe Kriterium - i andre lande ofte kaldet Oaks. 

De to løb afvikles på søndag i Lunden, og fælles for de to løb er helt naturligt to flotte felter, der byder på flere heste med reel vinderchance. 

I Dansk Trav Kriterium ligner det på papiret et opgør mellem kvalifikationsvinderne, hvor Just Hans, Jigger, Icebreaker og Joy Me helt naturligt skiller sig ud. Ja, måske endda var det sidstnævnte Joy Me, der leverede det bedste indtryk i sin prøve, men en forrygende dyst bør være i vente. Og præcis som i forhold til Derbyet vil de ekstra 500 meter i forhold til kvalifikationerne være den ukendte faktor. 

Hos hopperne i Dansk Hoppe Kriterium fremstod Ivana Nordic klarest i kvalifikationerne, og med tre Bo Westergaard-heste fra gode spor kan stalden meget vel hjemføre endnu en klassisk triumf. 

Uden om de to hovedløb finder vi mange spændende opgør, og her skal nævnes en interessant udskrivning for de 5-årige heste, hvor hopperne står med 20 meters forspring til hingstene. I den sidste kategori finder vi bl.a. Seven Nation Army, der med al respekt for søndagens konkurrenter må siges at være gået et par klasser ned.

Du finder startlisten til søndagens program ved at trykke her

Aalborg står for mandagstravet

I næste uge indledes ugens danske løbsdage med otte løb på Spar Nord Arena Aalborg, og hvor de toårige spiller en større rolle.

Mandagens 5. løb er forbeholdt yngste årgang og har 11 heste til start, og dertil kommer både fremvisningsløb og mange toårige i prøveløb inden løbsdagens officielle start. 

Flere af de øvrige løb er udskrevet efter amerikanerprincippet, og det gælder faktisk både i voltestart og bag startvognen. 

Du finder startlisten til Aalborgs mandagsprogram ved at trykke her