Finaler i Dansk Avlsløb i Skive
BioCirc Trav Arena danner fredag d. 8. november rammen om finalerne i Dansk Avlsløb for hhv. hingste/vallakker og hopper.
Derudover er der finale i Børge Vang Christensens jockeyløbsserie, hvor de tre kuske med flest point modtager et legat til en værdi af 15.000 kr.
Løbsdagen starter kl. 15.45 og startlisten findes her.
Storløbsdag med stjernedrys
Søndag d. 10. november er der storløbsdag på Charlottenlund Travbane.
Her køres finalen i Dansk Opdrætningsløb – et af dansk travsports mest traditionsrige løb, kørt siden 1896. Finalen har deltagelse af Pierre Beloche, der kører sin egen hest Lust For Life. Franskmanden træner pt. 67 heste, og vandt tidligere i år Åby World Grand Prix, der med en førstepræmie på 6 mio. svenske kroner er verdens største travløb i år.
Der er også penge at hente for en dygtig spiller, idet der afvikles Grand Slam 75, hvor en enlig vinderkupon med syv rigtige er garanteret minimum 5 mio. svenske kroner.
Der er også fire Travliga-finaler på programmet samt N.J. koster Memorial, hvor man mindes den hollandskfødte træner Nelis Jan Koster, der i sin 60 år lange karriere blandt andet vandt Dansk Trav Derby 10 gange og Dansk Opdrætningsløb syv gange.
Løbsdagen starter kl. 13.45 og startlisten kan du læse her.