Søndag d. 15. juni venter der igen i år publikum en helt særlig oplevelse, når der køres travløb på den brede strand ved Jammerbugt.
Der er både trav- og ponyløb på programmet, og derudover kan de mindste blive trukket rundt på en pony eller prøve kræfter med en kæphestespringbane.
Næstformanden i Aalborg Hesteejerforenings bestyrelse, Julie W. Sørensen, har store forventninger til arrangementet, der afvikles for andet år.
”Vi glæder os til igen at vise hestesporten frem og forventer, at der kommer endnu flere end sidste år. Vi har kun fået positive tilkendegivelser efter arrangementet sidste år, hvor publikum synes, det var mega-sjovt. Fra Jammerbugt Kommune og Blokhus hører vi også, at jo flere år i træk, man arrangerer et event som dette, desto større vil det vokse sig fra år til år. Så vi forventer at nå ud til mange flere i de kommende år”, fortæller Julie W. Sørensen.
Aalborg Hesteejerforening har i år optimeret publikumsoplevelsen, så der blandt andet er opstillet bord/bænke-sæt, lige som børneaktiviteterne er blevet opskalerede.
Som i 2024-udgaven, vil der i år være mulighed for at vinde flotte præmier i en SMS-konkurrence, hvor man skal forudsige vinderne af dagens løb.
Tid til det sociale
Selvom der er fokus på at give publikum en god oplevelse, har arrangementet ifølge Julie W. Sørensen også høj værdi for Aalborg Hesteejerforening. ”Medlemmerne bakker heldigvis op om det meget store arbejde, det er at stable sådan et arrangement på benene. Vi er en masse, der elsker den livsstil, det er at være i travsporten, men det er også en verden, hvor der sjældent er meget tid til det sociale. Vi har lidt savnet at have noget socialt at mødes om, og det har vi fået her. Vi får nogle hyggelige dage sammen, hvor der også er tid til at sætte sig ned og drikke en sodavand”, fortæller Julie.
---
Trav ved hav er et gratis arrangement og starter søndag d. 15. juni kl. 13 på Blokhus Strand til venstre for nedkørslen.
Læs mere på Aalborg Hesteejerforenings Facebook-side.