Mickey Larsen før Dansk Avlsløb-finale: ”Hvis jeg skal være med, så vil jeg gøre det ordentligt.”

Mickey Larsen nyder en rolig stund på Aalborg Væddeløbsbane.
Karoline Gardenia (th.) med Birger Jørgensen i sulkyen sikrer sig en plads i finalen i Dansk Avlsløb.

BioCirc Trav Arena Skive danner fredag rammen om finalerne i Dansk Avlsløb 2024. Amatørtræner Mickey Larsen har Karoline Gardenia til start i hoppernes finale.

Mickey Larsens hoppe Karoline Gardenia har på imponerende vis kvalificeret sig til årets store årgangsløb. Dansk Hestevæddeløb fik en snak med amatørtræneren på tirsdagens løbsdag på Aalborg Væddeløbsbane – tæt på hans hjem i Vester Hassing.

”Jeg kom til at række fingrene op på en auktion, hvor jeg egentlig ikke skulle have en hest,” fortæller Mickey Larsen om Karoline Gardenia, som blev købt for godt to år siden. ”Marc Bæk Nielsen var så "flink" at sende et billede, hvor jeg skrev under, til min kone – så jeg fik da lidt ballade, da jeg kom hjem,” fortæller Mickey med et glimt i øjet.

Træning på hestens præmisser
”Hun har overrasket positivt og gået nogle gode løb,” konstaterer Mickey om sin hoppe, der kørte med i Grand Circle 3-års Hoppechampionatet, blev nr. 5 i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix og nr. 4 i Dansk Hoppe Kriterium.

Nu venter en styrkeprøve med de bedste danskfødte 3-åringer fredag eftermiddag, hvor Birger Jørgensen sidder i sulkyen. Træningsmæssigt har han dog ikke gjort noget anderledes. ”Jeg har ikke ændret noget i forhold til træningen i denne uge. Jeg har et system inde i mit hoved, jeg kører efter, og det har åbenbart virket. Jeg har en filosofi om, at hesten skal have meget grundtræning. Og så kører jeg et par intervaller en gang imellem. Men det hele foregår på hestens præmisser. Hvis hesten føler, den har en dårlig dag, så kører jeg den ind igen. Så prøver vi bare igen dagen efter,” fortæller han.

Én hest på træningslisten
56-årige Mickey har fuldtidsjob som kørselsleder ved BMS, og efter arbejdsdagen er det tid til at træne hesten, der passes af den tidligere travtræner Bjarne Fyenbo. ”Jeg har fri kl. 16, og så tager jeg hjem og træner. Så der går hurtigt to-tre timer, inden jeg kommer hjem og får aftensmad,” fortæller Mickey, der trives med én hest på træningslisten. ”Jeg har ikke tid til at have flere heste, og så vil det heller ikke blive gjort ordentligt. Hvis jeg skal være med, så vil jeg gøre det ordentligt hele tiden,” slår han fast.

En forkælet hoppe 
”Når man kun har én hest, så er der tid til at kræse lidt ekstra for den. Den bliver nok ”nurset” lidt mere," fortæller Mickey. ”Den står også et rigtig fint sted, hvor den bliver fodret og lukket ud og ind på samme tidspunkt hver dag. Bjarne passer den, som var den et af hans børn, og jeg skal sådan set bare komme og træne den. Så en stor del af fortjenesten er også hans,” konstaterer Mickey om hoppens flotte resultater.

Glad for at være med
Uanset udfaldet fredag eftermiddag, glæder Mickey Larsen sig over finalepladsen i Dansk Avlsløb, der blev sikret med en 2. plads i kvalifikationsløbet. "Jeg har heldigvis fri på fredag, så jeg kører forbi stalden i god tid, inden vi triller mod Skive kl. 12. Det er jo de bedste, vi er oppe imod – så vi er egentlig bare glade for at være med,” slutter Mickey, da han denne tirsdag eftermiddag haster videre for at træne Karoline Gardenia, inden efterårsmørket sænker sig over det nordjyske.

-

Finalerne i Dansk Avlsløb for hhv. hingste/vallakker og hopper afvikles fredag d. 8. november på BioCirc Trav Arena Skive.

Løbsdagen starter kl. 15.45 – læs mere i baneprogrammet.